Video:

Egå-kor dyster om 250.000 kroner på lørdag

Lokalt pigekor har mulighed for at gå hele vejen i ’Danmark har Talent’-finalen

Af
Af Rasmus Kunzendorf og Kim Skovrup Andersen

På Egaa Gymnasium er spændingen på sit højeste hos de af skolens korpiger, som hver onsdag øver sammen i to timer.

For på lørdag har de nemlig mulighed for at vinde 250.000 kroner i TV 2's 'Danmark har Talent'.

LÆS OGSÅ: Danmark har Talent: Korpiger fra Egå klar til liveshows

Der er talt om pigekoret EVE, som tæller 32 sangere i alderen 14 til 21 år. Koret, som synger a capella, dirigeres af Birgitte Næslund Madsen, der grundlagde koret i 2008. Og hun er glad for den ekstra opmærksomhed, som flere TV-optrædener har givet:

“Vi har fået jobtilbud fra nogle nye steder, som har fået øje på sådan nogle som os,” siger hun med et smil og nævner et job i blandt andet Givskud Zoo.

“At være med i 'Danmark har Talent' synes jeg, har betydet en øget fokusering på nogle ting i vores korarbejde. Pigerne er blevet mere beviste på nye detaljer som, hvordan man ser ud, når man synger, fordi man potentielt hele tiden kan komme i billedet,” forklarer korlederen, der er lektor i musik og engelsk på Egaa Gymnasium.

 

Udbreder kor-kendskab

En af korpigerne er 20-årige Clara Bjerregaard Graversen, og hun er glad for at udbrede kendskabet til det at synge i kor til hele 'Familien Danmark'. “Jeg tror og håber, det har givet programmets seere en viden om, at man kan synge i et kor, og at det er mega fedt at synge i kor,” siger hun og nævner også at TV-deltagelsen har givet et endnu stærkere sammenhold blandt pigerne.

Til lørdagens finale synger de hverken på finsk eller lettisk, som de har gjort de to forgående gange:

“Nu forlader vi de mærkelige sprog og synger på engelsk. Musikken vil stadig ikke være velkendt for så mange og er en overraskelse, men nu bliver teksten forståelig for folk.

”Vi har været i gang i lang tid med at forberede os til finalen. Allerede i november lå det klart, hvilke sange, vi skulle i live shows med, og hvis vi gik videre i finalen. Det er en særlig disciplin for et kor at skulle gøre et musiknummer klar, så det maksimalt må vare to minutter. Så vi har brugt tid på at finde noget, der var egnet til TV og skære det ned, så det varede to minutter og stadig viste en masse ting,” fortæller korlederen.

Og resultatet kan altså ses på lørdag på TV 2.

Og hvis EVE skulle gå hele vejen, skal pengene bruges til nye kor-oplevelser:

”Hvis vi vinder de 250.000 kroner, hvilket jo selvfølgelig ville være fedt, så tror jeg, at vi skal bruge pengene på nogle rejser og ture med koret. Enten rundt i Danmark eller måske i udlandet,” siger Clara Bjerregaard Graversen.

Egå-koret kvalificerede sig til finalen med en lettisk folkevise .Foto: Per Arnesen / TV 2

Egå-koret kvalificerede sig til finalen med en lettisk folkevise .Foto: Per Arnesen / TV 2

Publiceret 13 April 2018 11:00

SENESTE TV