Tredje sejr i træk til AGF

AGF vandt hjemmekampen mod Helsingør med 2-1

To gange i 1. halvleg serverede AGFs svenske stjerne Tobias Sana bolden på et sølvfad for sine medspillere. Efter et kvarter trak Sana fri i venstre side og lagde bolden fladt indover lige i fødderne på Jens Stage, som på det skammeligste sparkede bolden forbi målet.

Lidt senere gentog det sig. Sana spillede bolden ind i fødderne på Stage, som denne gang prikkede den videre til Pusic. Men Stages aflevering var dårlig, og chancen løb ud i sandet.

LÆS OGSÅ: Podcast om talentudviklingen i AGF

Når de andre ikke kan, må man selv gøre det, og det gjorde Sana efter 27 minutters spil. Her modtog han i medløb en god aflevering fra Mustafa Amini. Helsingørs forsvar var ikke vågent, og så fik svenskeren tid og plads til at bringe AGF på 1-0 i Superliga-kampen mod Helsingør i Ceres Arena i Aarhus.

Tobias Sana scorer for AGF. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Tobias Sana scorer for AGF. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

AGF indledte 2. halvleg med et tungt pres på Helsingør og havde flere store chancer for at bringe sig yderligere foran.

Men det var Helsingør, der fik udlignet på udeholdets velnok første angreb i 2. halvleg efter 18 minutters spil.

Et kvarter før tid udnyttede AGF et hjørnespark, der endte hos Martin Pusic, der for anden kamp i træk blev matchvinder for AGF med sit mål til slutresultatet 2-1.

LÆS OGSÅ: Vigtig vigtig sejr til AGF over Silkeborg

AGF har nu vundet alle sine tre kampe i gruppespillet over Hobro, Silkeborg og Helsingør. De skal møde alle hold en gang til, men alt skal gå galt, hvis ikke AGF ender på en af de to øverste pladser i gruppen, som sikrer overlevelse i Superligaen.

Højdepunkter

15. minut: Gigantisk chance til Jens Stage, der bliver spillet helt fri tæt foran mål og har tid til at sætte en inderside på, men det flade forsøg går lige forbi mål. Flot oplæg af Tobias Sana, der rykkede fri på venstre kant og spillede fladt indover lige i fødderne på Stage.

27. minut: 1-0 til AGF. Mustafa Amini spiller Tobias Sana fri i dybden på kanten af feltet. Svenskeren modtager bolden i medløb og har egentlig en dårlig førsteberøring, men Helsingørs forsvarsspillere når ikke at tackle ham, før han kan sparke bolden i mål.

61. minut: Flot flot AGF angreb. Amini spiller Stage fri i feltet. Hans afslutning rammer en forsvarer og går til hjørnespark. Det sparkes ind i hovedet på Daniel A. Pedersen, hvis hovedstød bliver reddet mere eller mindre tilfældigt af målmanden.

63. minut: 1-1. Helsingør har udlignet til 1-1 ved Anders Holst. Et kæmpe chok for hjemmeholdet, der har siddet fuldstændig på spillet i 2. halvleg og været tæt på selv at score.

75. minut. 2-1 til AGF. Hjørnespark fra Sana sparkes til første stolpe, hvor Daniel A. Pedersen header den videre på tværs af målet. Ved den bagerste stolpe kommer Martin Pusic flyvende og header i et tomt mål.

Publiceret 13 April 2018 20:00

SENESTE TV