Jan Gintberg:

Ikke så meget mig-mig-mig som tidligere

Hans mission er at få folk til at grine. Når han da kan huske, hvad det er, de skal grine af. De momentvise huller i hukommelsen kompenserer den erfarne standupper for med sit komiske talent. Oplev Jan Gintbergs nye oneman show i Musikhuset Aarhus

Af
Af Mai-Britt Jeppesen

“Arhmen, for fanden! Det er jo bare et ordspil. Jeg har jo sat en streg over det ene 'd', så der står 'reder' ikke 'redder'. Næste gang holder jeg mig til et ord.

Ét!” Jan Gintberg har givet sin vanligt højrøstede stemme et nøk opad. Han afbryder sin opgivende hovedrysten for at tage en slurk af sin danskvand. Så genoptager han den – og sin højlydte stemmeføring.

“Da jeg lavede showet 'Geareret 2 tænder” tilbage i 2000, var der sgu heller ingen, der forstod titlen. Jeg havde en idé om, at alle der havde kørt knallert som ung, vidste hvad der ligesom lå i det. Men det var ret tydeligt ikke tilfældet. Og hvad lærte jeg så af det? Ikke en skid!”

Læs også: Video: Rollen trak hende fra New York til Aarhus

Århus Onsdags journalist møder entertainer og standup komiker Jan Gintberg på en café i centrum af Aarhus en råkold tirsdag eftermiddag. I anledning af at den sjove mand lægger vejen forbi Musikhuset Aarhus 13. og 14. april med sit nye one man show 'Gintberg red(d)er verden'.

“Det giver jo sig selv. Eller i mit hoved gør det i hvert fald. Jeg kan jo for fanden ikke redde verden alene. Men jeg kan gøre mit til at rede den lidt. Frisere den og nette den lidt. Den her klode fortjener at få håret sat lidt op. Hvis det hele alligevel skal gå i lort, må det vel gerne ske i en nogenlunde præsentabel tilstand ik'?” Gintbergs karakteristiske profil flækker i et grin.

Stof til eftertanke

Siden sidst i 90'erne har den alsidige komiker turneret landet tyndt med et nyt show cirka hvert andet år.

“Igennem årene har jeg talt rigtig meget om mit eget liv, om mand-kvinde forholdet og om det at få børn. I 'Gintberg red(d)er verden' forsøger jeg at se det hele lidt mere udefra. Det er ikke så navlepillende, ikke så meget mig-mig-mig, som det tidligere har været,” siger Gintberg.

“Når jeg sætter mig ned og begynder at samle materiale til et show, ser jeg på, hvad der er sket i Danmark inden for de sidste par år. Og i den her omgang var det svært at overse, hvor meget danskheden har fyldt. Blandt andet grundet migrationen. Så det er et af emnerne, jeg tager fat i i showet.”

Gintberg holder tand for tunge et par sekunder og ser undersøgende på avisens journalist.

“Folk bliver nogle gange lidt ubehageligt til mode, når jeg nævner ord som danskhed og migration. Som om de tænker: 'Uha nej, bliver det nu racistisk?!' Men du ser nu forholdsvis rolig ud,” konkluderer han så og fortsætter:

“Målet er ikke at skabe en akavet stemning. Målet er, at få folk til at genkende sig selv og reflektere. Det er jo det fede ved standup; at man kan skøjte hen over nogle betændte emner, bare lige berøre dem kort og så skynde sig videre til noget andet.” Gintberg skubber stolen bagud, griber flasken med danskvand og lader den støtte på låret.

Standup komiker Jan Gintberg friserer og netter verden i sit nye show ’Gintberg red(d)er verden’. Foto: Mai-Britt Jeppesen

Standup komiker Jan Gintberg friserer og netter verden i sit nye show ’Gintberg red(d)er verden’. Foto: Mai-Britt Jeppesen

En skefuld myntesorbet

“Mere skal der ikke til for at plante et frø. For at få folk til at spekulere. Og det er sundt, tror jeg. Mange gange er vi jo i tvivl om, hvad vi egentlig selv mener og synes. 'Må vores børn få glutenboller, eller må de ikke? Skal de have Netflix og Facebo...'” Med en tår vand stopper den hurtigsnakkende komiker sig selv på vejen ud af en tangent.

I arbejdet med at stykke sit nye show sammen har Jan Gintberg fundet inspiration hos nyligt afdøde astrofysiker Stephen Hawking.

“Hawking udtalte engang, at man mister håbet, hvis ikke man kan smile. For mig er det meget inspirerende, at en mand som ham, der kun kunne røre spidsen af sin lillefingernegl, sagde sådan. Jeg tror på, han havde en pointe. Vi skal sgu kunne grine på trods af forurening, kapitalisme og verdens øvrige onder.” Jan Gintberg ler illustrerende. Befriende. Smittende.

“For mig føles det som en forløsning, når jeg har grint. Lidt på samme måde som når jeg har grædt. Man ser mere pragmatisk på verden og er ligesom mere afslappet bagefter. Grinet er den der lille skefuld myntesorbet, man nogle steder får mellem retterne, der lige neutraliserer og klarer smagsløgene.”

Læs også: OMG - Et stykke om kærlighed og andre katastrofer

"I 'Gintberg red(d)er verden' er myntesorbeten hovedret. For at blive i terminologien.

Mit materiale skal først og fremmest være sjovt. Det er det, jeg som komiker lever af. At være sjov. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle gribe det an, hvis jeg skulle stille mig op foran et publikum og sige noget uden at være sjov. Jeg ville føle mig helt nøgen. Materialet må også godt have dybde, men det afgørende er, at der er en urimelighed, en pointe eller en joke,” forklarer Jan Gintberg.

“Jeg betragter standup som min boldbane i to timer, hvor jeg kan tale om, hvad fanden jeg vil. Det giver stor bevægelsesfrihed, men kræver samtidig en form for naturlig tematik, der kan give showet struktur.” Med håndfladerne indikerer han siderne på en kasse.

“Rigtig meget af mit materiale er skrevet ned og afprøvet på et publikum, men jeg improviserer også undervejs i mine shows. Der er ligesom indlagt små øer til impro. De øer er risikoelementet, det der gør det sjovt for en komiker som mig at være på en lang turné. De aftener, hvor der opstår situationer, der ikke er copy-paste fra aftenen før, de er rigtig fede.”

Udfordret på hukommelsen

1992 var året, hvor Jan Gintberg for første gang stod på den danske standupscene. Lige siden har han set det som sin betroede opgave at skubbe smilerynkerne hos sit publikum opad. De mange års sceneerfaring betyder dog ikke, der ingen nerver er på før et show.

“Særligt op til premieren får jeg nerver på. Det, jeg kan blive mest nervøs for, er, om jeg kan huske mit stof. Jeg er sindssygt dårlig til at huske. Ikke så smart for en, der langt hen ad vejen lever af at memorere ting... Men jeg gør alt, hvad jeg kan for at være godt inde i mit materiale, og kikser noget, redder jeg den jo. Med dobbelt d!”

Komikerens øjenbryn hopper drilskt op og ned i hans udtryksfulde ansigt.

“Jeg vil selvfølgelig gerne præsentere noget, der er godt. Jeg vil gerne have folk til at grine. For mig er det ikke nok, hvis folk går ud fra mit show og siger, de har været underholdt. Det er sådan noget, man siger, når man har været i cirkus: 'Vi var underholdt; der var æsler...'”

Uanset om Jan Gintberg optræder i Hillerød, Års, Rønne eller et helt fjerde sted, så får han sit publikum til at grine. Om end det ikke altid er en nem opgave.

“Rent geografisk er der ikke stor forskel på, hvad publikum finder morsomt. Til gengæld er der stor forskel på reaktionerne, alt efter hvilket tidspunkt jeg optræder på.

Lørdagspublikummet er ofte lidt tunge at få op i gear. Måske fordi de har tusset rundt derhjemme hele dagen i deres badekåber og kaninfutter og har haft svært ved at komme ud af starthullerne. Og i øvrigt lige har brugt en time på at finde en parkeringsplads.” Entertaineren blinker skælmskt.

“Du spørger, om jeg kommer med endnu et show. Det forestiller jeg mig da, at jeg gør. Om tre år. To år måske allerede. Ellers skal det da være fordi, noget går galt. Og heldigvis – eller desværre, afhængigt af øjnene der ser - føler jeg mig overbevist om, at vi lever i en verden, der skal red(d)es mange gange i årene fremover.” Gintberg ser tænksom ud et kort øjeblik.

“Altså red(d)es med ét 'd'. Eller måske med to? Eller begge dele, tror jeg faktisk...,” siger han så og suger de sidste dråber vand ud af flasken.

FAKTA: Gintberg red(d)er verden

  • Jan Gintberg turnerer i øjeblikket landet rundt med sit one man show 'Gintberg red(d)er verden' 
  • Oplev showet i Musikhuset Aarhus 13. april kl. 20, 14. april kl. 17 og kl. 20 samt 22. september kl. 20 
  • Køb billet på musikhusetaarhus.dk

Publiceret 11 April 2018 10:00

SENESTE TV