Det skal være slut med grimme byggepladser i Aarhus

Grimme byggepladser bliver nu til smukke oplevelser, fordi de indhegnes og udsmykkes med street art

Af
Af Bente Tahmasbi Hansen

Et nyt samarbejde mellem Galleri Grisk og Aarhus Kommune skal gøre en tur gennem Godsbanen og på sigt flere steder i byen til en kunstnerisk oplevelse. Man vil blive mødt af street art på de mange hegn, der popper op i kommunale udviklingsområder.

Det første bliver til i denne uge, hvor man kan følge arbejdet dag for dag ved byggepladsen af det nye Æggepakkeriet, som er et nyt erhvervs- og boligbyggeri.

”Projektet hedder Livstegn, fordi det giver liv til byen. Det er kunst til dig, og du kan følge det, mens det bliver til. Det er lige her og nu,” siger Mads Fredberg, der er direktør for Galleri Grisk.

”Jeg vil gerne være med til at lave noget ekstraordinært, så folk husker den fede oplevelse i stedet for kedelige byggepladshegn, når de har cyklet gennem byen,” uddyber han.

Hans vision er at fylde byen med masser af kunst på gader og veje. Et eksempel på det, var de to rækker af meterhøje street art-malerier i Rådhusparken i festugen. Også der kunne man følge kunstnernes arbejde med at male, og det fik masser af positiv opmærksomhed.

Teknik og Miljø i Aarhus Kommune var nogle af dem, der blev imponerede. Der arbejder blandt andre arkitekten, Marie Louise Bach, i en afdeling, som holder til i lokaler på Sydhavnen. Så da der i efteråret blev afholdt en festival ved navn 'Rethink Activism' i kvarteret, ringede hun til Mads Fredberg.

”Jeg har set jeres fede projekt i festugen. Vi har en lang mur her i Sydhavnen, som sagtens kan blive kønnere. Kan I noget med den?” lød spørgsmålet.

Læs også: Dokk1 - en myldrende myretue

Mads Fredberg var bare klar. Han fandt to kunstnere, Malakkai og Rasmus Balstrøm, som malede den 23 meter lange mur. Og Mr. Woodland malede to porte.

”Vi har stået længe og hamret på døren. I festugen fik vi et lille hul, så vi kunne vise, hvad vi kan. Nu tager vi den videre derfra og skaber et fedt byrum,” siger han.

”Vi vil gerne skabe miljøer, der er unikke og skaber en stemning, der får folk til at opleve byen på en anden måde. Vi giver folk en mulighed for at komme tæt på kunst, der er midlertidig. Vi maler noget i denne uge, og så maler vi det hele over nogle måneder senere og laver et nyt værk,” forklarer Mads Fredberg.

En her og nu attraktion

Marie Louise Bach håber, at hegnene bliver en attraktion i sig selv.

”Der bliver elementer af, at du skal ud og opleve det nu. For ellers kan du gå glip af det,” siger hun.

Mads Fredberg supplerer:

”Det midlertidige er en præmis for street art. Derfor er det så oplagt på byggepladshegn. Jeg håber, at Livstegn på sigt vil poppe op de sjoveste steder, og at folk vil lede efter dem,” smiler han.

Og der er steder nok at udsmykke: Der bygges blandt andet i Lisbjerg, ved Amtssygehuset og på Aarhus Ø. Og netop der planlægger Mads Fredberg og Marie Louise Bach at male på hegn først på sommeren.

Udsmykningen kan have flere formål end at være smuk. Man kan for eksempel fortælle historier om, hvad der bliver bygget bag hegnet. På Aarhus Ø kan det være oplagt at vise noget om byens historie fra vikingetiden.

”Her har været den vildeste slagmark, sindssyge kampe med masser af vikingeskibe, fordi byen var ved at blive rig. Hvis vi maler den fortælling, skal folk skynde sig at se det, før hegnet igen er væk,” siger Mads Fredberg.

Det samme gælder hegnet ved Godsbanen. Det bliver stående resten af året.

Det første eksempel på samarbejdet mellem Teknik og Miljø og Galleri Grisk er denne 23 meter lange mur på Sydhavnen. Street art-kunstnerne, Malakkai og Rasmus Balstrøm, malede den i efteråret i forbindelse med festivalen ’Rethink Activism’. Foto: Ib Sørensen

Det første eksempel på samarbejdet mellem Teknik og Miljø og Galleri Grisk er denne 23 meter lange mur på Sydhavnen. Street art-kunstnerne, Malakkai og Rasmus Balstrøm, malede den i efteråret i forbindelse med festivalen ’Rethink Activism’. Foto: Ib Sørensen

Publiceret 11 April 2018 08:00

SENESTE TV