Donation:

11 millioner kroner til veteranhjemmet

Lederen af Veteranhjem Midtjylland siger, at stedet rider på en bølge

Realdania Fonden har doneret 11 millioner kroner til Veteranhjem Midtjylland i Brabrand. Pengene skal gå til tre helt nye bygninger, fortæller daglig leder af stedet, Peter Andreasen.

“Hvis alt går efter planen, så skulle de gerne være færdige i september 2019,” siger han.

LÆS OGSÅ: Brabrand: Veteranhjem får nye shelters 

De tre bygninger skal indeholde et aktivitetshus, et kreahus og et væksthus med planter.

Foruden de 11 millioner kroner har stedet modtaget en pengegave på 25.000 kroner fra en, der havde ønsket sig penge i 70-års fødselsdagsgave for at donere alle pengene til veteranhjemmet.

“Vi rider på en bølge lige nu. Der har været en privatperson forbi med et stort fladskærms-tv og en anden med en Weber-grill. Det betyder rigtig meget for veteranerne, at stedet får sådanne donationer,” siger Peter Andreasen.

Det er ikke kun donationerne, der er en succes på stedet. Også antallet af brugere af hjemmet stiger.

“Sidste år var der 4.274 besøgende veteraner og 1.001, der overnattede. Og det er veteraner fra hele landet, der kommer her på stedet,” siger Peter Andreasen.

 

Publiceret 10 April 2018 18:45

SENESTE TV