Rådmand Rabih Azad-Ahmad vier et par ved Den Uendelige Bro. Pressefoto

Rådmand Rabih Azad-Ahmad vier et par ved Den Uendelige Bro. Pressefoto

Bliv gift i Den Gamle By, på Aros, ved Den Uendelige Bro...

Aarhus Kommune har gentænkt muligheden for at blive viet andre steder end på rådhuset

Aarhus Kommune har i løbet af kulturhovedstadsåret gentænkt vielser i Smilets By. Det har man gjort ved at give brudepar mulighed for at blive gift på en af byens kulturinstitutioner. 

I løbet af 2017 blev idéen afprøvet i blandt andet Den Gamle By og på Den Uendelige Bro. Nu er flere kulturinstitutioner med, og der er sat dato på, hvor og hvornår man i det næste halve år kan blive borgerligt gift udenfor rådhuset.

LÆS OGSÅ: Byt kirken ud med Aarhus Teater

"Med de mange smukke og populære kulturinstitutioner, vi har i Aarhus, er det oplagt at åbne dem op for vielser. Bryllupsdagen er noget helt særligt, og det vil jeg gerne bakke op om med dette initiativ. Aarhus blev kulturhovedstad på vores vilje til at gentænke, og her har vi gentænkt den borgerlige vielse og kombineret den med vores attraktive kulturliv," siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, i en pressemeddelelse.

Vælger man at blive viet på Aarhus Teater, foregår ceremonien i den smukke Buegang. Foto: David Bering

Vælger man at blive viet på Aarhus Teater, foregår ceremonien i den smukke Buegang. Foto: David Bering

En særlig dag

Den kommunale giftefoged tager ud på udvalgte dage og foretager vielser på de enkelte kulturinstitutioner. Oversigten kan ses på ensærligdag.dk og ser foreløbig således ud:

21. april 2018 på Aarhus Teater 

19. maj 2018 i Den Gamle By 

2. juni 2018 på ARoS Aarhus Kunstmuseum

23. juni 2018 i Musikhuset Aarhus

25. august 2018 på Den Uendelige Bro

1. september 2018 på Moesgaard Museum

Alle øvrige dage kan man fortsat blive viet på Aarhus Rådhus.

På ensærligdag.dk er der en oversigt over kulturinstitutioner i Aarhus, hvor man kan blive gift, og man kan booke en tid til den særlige vielse.

jr

 

Publiceret 27 March 2018 10:15

SENESTE TV