Aarhus Airport præsenterer ny international flyrute til populær hovedstad

Aarhus Airport præsenterer for første gang en flyrute med Easyjet, der er Europas næststørste lavprisflyselskab. Ruten går til Berlin

En af flybranchens helt store spillere gør for første gang sin entre i Vestdanmark. Således har det britiske lavprisselskab Easyjet indgået samarbejde med Aarhus Airport om en ny rute med to ugentlige flyvninger mellem Aarhus og Berlins Tegel Airport fra september. Det oplyser Aarhus Airport i en pressemeddelelse. 

LÆS OGSÅ: Markant vækst: Passagererne strømmer til Aarhus Airport

”Vi ser det som endnu et gennembrud for lufthavnen, at et af verdens største lavprisselskaber har fået øjnene op for Aarhus og vælger at etablere sig i byen. Vi har i lang tid haft en interesse i at få netop easyJet til Aarhus, fordi det er det næste store skridt til at forløse lufthavnens potentiale,” siger Torben Boldsen, bestyrelsesformand i Aarhus Airport, i pressemeddelelsen. 

Han henviser til, at Aarhus Airport i 2017 indgik et større samarbejde med SAS omhandlende seks nye ruter til henholdsvis Oslo, Stockholm, München, Mallorca, Split og Nice. Derudover er ruten mellem Aarhus og Malaga blevet til en helårsrute, ligesom ruten mellem Aarhus og København er øget med 20 procent. Et samarbejde der i sig selv forventes at skabe en vækst i lufthavnens trafik på mere end 50 procent.

Ifølge Aarhus Airports direktør Peter Høgsberg er den nye rute til Berlin godt nyt for både erhvervsliv og private i Østjylland samt for turismeaktørerne i Aarhus.

”Vi hilser easyJet stort velkommen i Aarhus Airport og håber på en lang rejse sammen. Erhvervslivet i Østjylland har vist stor interesse for en direkte rute mellem Aarhus og Berlin, og vi ved, at danskerne elsker Berlin for byens fantastiske kulturliv. Derudover kan vi af VisitDenmarks overnatningstal se en voldsom stigning i interessen for Aarhus fra tysk side, så alt i alt tyder det på et rigtig godt match,” siger Peter Høgsberg i pressemeddelelsen.

Direktøren henviser i den forbindelse til, at antallet af tyske overnatninger i Aarhus steg med hele 85 procent i 2017 sammenlignet med året forinden. Det står i skarp kontrast til, at antallet af tyske overnatninger i hele Danmark steg med fire procent fra 2016 til 2017. Under alle omstændigheder udgør tyskere nu den største gruppe af internationale turister i både Danmark og Aarhus, hvorfor potentialet er større end nogensinde.

Udover de i alt seks nye ruter via samarbejdet med SAS præsenterede Aarhus Airport i 2017 nye ruter til henholdsvis Prag, Malaga, Gdansk og de græske feriedestinationer Sivota og Ithaca.

Desuden fik Aarhus Airport i 2017 en ny bestyrelse, som sendte lufthavnen ud på en større moderniseringskurs. Den indebærer blandt andet, at Aarhus Airport inden for nærmeste fremtid skal ombygges, således at de fysiske rammer passer til fremtidens behov.

Aarhus Kommune ejer mere end 90 procent af aktierne i Aarhus Airport, mens Norddjurs Kommune og Syddjurs Kommune sidder på de øvrige aktieposter.

jwh

Publiceret 27 March 2018 16:15

SENESTE TV