Legende-koncert:

Anne, Sanne og Lis genforenet i Aarhus

Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen indtager scenen i Ceres Arena til foråret 2019

Tre af dansk musiks mest legendariske kvindelige sangere har netop været genstand for en DR-dokumentarserie, og nu er de klar til at indtage de store, danske scener.

44 år efter, at to af dem fik debut i Aarhus på Trinbrættet i Vestergade - det senere Vestergade 58 - står de nu på scenen igen i Aarhus. Sammen med Sanne Salomonsen vender Anne Linnet og Lis Sørensen nemlig næste år tilbage til byen og giver koncert i Ceres Arena den 17. maj 2019.

Det skriver Ceres Park og Arena i en pressemeddelelse.

Når de ikoniske kvinder går på scenen i Aarhus, er det 38 år siden, de sidst optrådte sammen og 40 år siden, de første gang begyndte at spille sammen i Anne Linnet Band.

LÆS OGSÅ: Nybyggerne fra Aarhus: Vi vil vinde

Over to albums og et væld af koncerter landet over blev de til hele Danmarks ”Anne, Sanne og Lis”. Men allerede inden årene i starten af 1980’erne havde Anne Linnet og Lis Sørensen spillet sammen i Shit & Chanel i Aarhus, og senere har de tre ikoner spillet sammen på kryds og tværs i forskellige konstellationer og ind imellem også medvirket på hinandens soloplader.

"Vi er enormt stolte over at være et af de få koncertsteder i Danmark, hvor Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen skal optræde sammen igen. Der har konstant været bud efter dem hver især, og da ingen af dem har ønsket at skuffe deres store og trofaste publikum, har det været svært at få til at lykkes. Nu har de så gjort en stor og aktiv indsats for, at det er lykkedes, og vi glæder os rigtig meget til maj næste år, hvor det bliver en stor oplevelse at se dem på scenen i Ceres Arena," siger eventchef i Ceres Park & Arena, Hanne Bisbo Stadsgaard.

Tilsammen har de tre sangerinder udgivet mere end 75 albums, så de har nok af materiale at vælge fra til de kommende koncerter.

Trioen har dog allerede besluttet, at grundstammen ved næste års koncerter bliver sange fra deres fælles tid i Anne Linnet Band. Derudover vil de naturligvis også spille sange fra deres respektive solokarrierer.

Billetsalget til koncerten i Ceres Arena begynder torsdag den 22. marts kl. 10:00 via ticketmaster.dk.

dp

Publiceret 20 March 2018 10:05

SENESTE TV