Viby-succes sikrer millioninvestering

Bagerikoncernen Smartbake har netop landet en millioninvestering fra en vestjysk investorgruppe. Samtidig skyder ejerkredsen selv endnu 1,5 millioner kroner i projektet, og der fokuseres nu på hotel- og restaurantbranchen

For kun ni måneder siden lancerede Viby-virksomheden Smartbake de første kasser med bagedej til private - i lighed med de velkendte måltids- og grøntsagskasser - og siden er det gået stærkt for virksomheden, som allerede nu har ekspederet 10.000 ordrer. Det har fået en gruppe vestjyske investorer til at investere et pænt millionbeløb i Smartbake. Da ejerkredsen også selv spytter 1,5 millioner kroner i kassen, venter nu en produktionsudvidelse og et fremstød på hotel og restaurationsmarkedet. Det skriver Smartbake i en pressemeddelelse. 

LÆS OGSÅ: Millionerne ruller ind: Stjernekok med endnu et flot regnskab

"Vi er glade for, at det er lykkedes os at få en ny investering ind i selskabet. Det er med til at understrege det store potentiale, vi ser – og ikke mindst en anerkendelse af det store arbejde, der er blevet leveret siden maj 2017," siger Anders Høy Thomsen, administrerende direktør i Smartbake, i pressemeddelelsen. 

Pressefoto

Pressefoto

Vil satse på hoteller og restauranter

Det helt store fokusområde i 2018 bliver hotel- og restaurationsbranchen med brandet SH Solutions. Her har selskabet for alvor fået fat i markedet ved at tilbyde brødløsninger, som hurtigt og nemt kan håndteres på samme måde som bake-off. 

"Efter lanceringen af vores kasser til private fik vi flere henvendelser fra hoteller og restauranter, som ønskede at teste vores produkter. Det skete i så højt omfang, at vi oprettede SH Solutions som selvstændigt brand, og nu er det her, vi satser stort med den nye investering," forklarer Anders Høy Thomsen.

Nye haller og produktionslinjer

Den ene investering er i nye produktionshaller i Hasselager uden for Aarhus, og ligeledes er der blevet indkøbt nye produktionslinjer til at håndtere den øgede efterspørgsel.

"Det er vigtigt for os, at vores produkter altid bliver leveret med højest mulig kvalitet, og derfor besluttede vi i december, at vi ville samle al vores produktion, administration og salg under ét tag. Nu kan vi langt bedre koordinere vores indsatser, og vores kunder kommer til at opleve endnu bedre produkter og service," fortsætter Anders Høy Thomsen i pressemeddelelsen.

Med de nye produktionshaller klar er Smartbake nu parat til at håndtere den vækst, som selskabet forventer at opleve allerede i de kommende måneder. Derudover bliver der også tid til at planlægge de næste strategiske træk.

"De første par skridt i vores strategi har været at lancere et godt B2C-koncept og at få nogle højkvalitetsprodukter ud til hotel- og restaurationsbranchen. Det er vi lykkedes med, og med vores nye investering er vi nu ved at være klar til at udfordre bageribranchen i detailleddet, hvor vi også ser et stort potentiale," fortæller bestyrelsesformand Steffen Bagge i pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret 14 March 2018 07:45

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV