Præsteklumme:

Lad os række håbet videre

Af
Af sognepræst Torben Tramm

Helligåndskirken

På søndag sender kirkerne landet over en stor mængde indsamlere på gaden for at samle ind til Folkekirkens Nødhjælps (FKN) arbejde i verden. Indsamlerne møder heldigvis masser af velvilje og gode mennesker, når de ringer på dørklokken, men en gang imellem støder man også på argumenter for at lade være med at give noget i stil med: Det nytter jo ikke noget, for alle pengene går jo bare til administration, eller det nytter ikke noget at give penge til folk, der sulter, så vænner man dem bare til, at de ikke skal gøre noget selv, og så kommer de til at sulte igen, lige så snart nødhjælpen er væk.

LÆS OGSÅ: Præsteklumme: Fri os fra det onde!

Ingen af argumenterne har noget som helst på sig. FKN er en sand mester i at minimere administrationsomkostninger – her går pengene virkeligt nærmest ubeskåret til hjælpearbejdet. Og hvad det andet angår, så er FKN meget optaget af at sondre mellem katastrofehjælp, dér, hvor ofre for katastrofer ganske enkelt har akut behov for hjælp med mad og tæpper, og den langsigtede hjælp, hvor det handler om at udruste mennesker til at tage ansvar for eget liv: Man giver ikke bare en fisk, men også en fiskestang og lærer mennesker at fiske, billedligt talt. På den måde rækker man håb til mennesker.

Vi har i kirken en Herre, der var optaget af hele tiden at lære os, at vi har ansvar for os selv og hinanden, at livet er noget, der kræver engagement og fordrer, at vi ikke bare sidder med foldede hænder i skødet, men gør noget for at gøre verden til et bedre sted. Han lærte os at tro på et liv, ikke bare efter, men også før døden og at leve det. På søndag skal vi høre ham tale om sig selv som Livets Brød. Fordi han er Livets Brød, den, der gav sit eget liv for at vi ikke skulle dø, har han rakt os det levende håb, der gør, at vi kan få mod og styrke til at rejse os og gøre noget, mod til både at folde hænderne i bøn og skille dem ad igen for at handle – at være brød for hinanden. Han har givet os Håb – lad os række det videre!

Hvis ikke du selv er indsamler på søndag – så tag godt imod dem, der banker på din dør!

Publiceret 10 March 2018 08:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV