Politirapporten:

Flere uheld i Aarhus med stor materiel skade

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Ifølge Østjyllands Politis døgnrapport skete der tirsdag flere færdselsuheld på de aarhusianske veje. Ved to solouheld skete der stor skader på bilerne, men førerne slap heldigvis tilsyneladende med skrækken.

Foruden flere færdselsuheld har politiet standset to bilister, der var påvirkede af narko under kørslen, som det fremgår af oversigten herunder:

LÆS OGSÅ: Beboere i Gellerup klapper af politiet, der dræner området for knallerter

Solouheld i går kl. 6.24 på Viborgvej i Tilst. En 18-årig mandlig bilist påkørte en ukendt genstand, men slap umiddelbart uskadt fra uheldet. Bilen fik store skader ved sammenstødet, og vejen var midlertidigt spærret, så vragdele fra bilen kunne blive samlet op. 

Solouheld i går kl. 6.51 på Østjyske Motorvej i Brabrand. En 21-årig mandlig bilist kørte ind i autoværnet, da han forsøgte at undvige en genstand, som tilsyneladende faldt ned fra en anden bil. Der skete betydelig materiel skade ved uheldet, mens den 21-årige umiddelbart slap med skrækken. 

Færdselsuheld i går kl. 14.10 på Vandvejen i Aarhus C. En lastbil, ført af en 60-årig mand, påkørte i et højresving en 52-årig mandlig bilist. Der skete mindre materiel skade ved uheldet, og ingen kom umiddelbart noget til.  

En 46-årig mand blev i går kl. 16.19 standset på Viby Ringvej i Viby. En patrulje undrede sig over, at vinduesviskerne kørte for fuld styrke, selvom det hverken sneede eller regnede. Her så betjentene, at der lå kanyler på både passagersæde og askebæger, ligesom der blev fundet flere gram kokain, hash og MDMA i bilen og i den 46-åriges hjem. Han virkede desuden påvirket og blev derfor både sigtet for narkokørsel og besiddelse af stoffer. Derudover viste det sig, at han var frakendt retten til at køre bil, hvilket han også blev sigtet for. 

LÆS OGSÅ: Narko breder sig i nattelivet i Aarhus

En 19-årig mand blev i nat kl. 1.43 standset på Viby Ringvej i Viby. Han erkendte selv med det samme, at han havde mistet førerretten, hvilket han blev sigtet for. Han virkede påvirket af stoffer og blev taget med til stationen til en blodprøve. Selv nægtede han at være påvirket. Han blev løsladt igen klokken 3.40.

 

Spyttede solcentervagt i ansigtet og truede hende på livet

Det var en noget udadreagerende mand, der i går indfandt sig i et solcenter på Vesterbro Torv i Aarhus. En vagt på stedet tilkaldte politiet kl. 9.24, da den 18-årige mand ikke ville forlade stedet. Han var kendt af personalet for ballade, og de havde derfor bedt ham forlade stedet. Men det var den 18-årige umiddelbart ikke indstillet på. Vagten og personalet på stedet forklarede, at den 18-årige i stedet kvitterede ved at spytte vagten i ansigtet og true hende med vold og på hendes liv. Det blev den 18-årige sigtet for. Han nægtede at udtale sig til politiet. 

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt tre indbrud i private hjem i Aarhus Kommune:

På Haslegårdsvej i Aarhus V begået i går kl. 12.53

På Kunnerupvej i Hasselager begået mellem mandag d. 5/3 kl. 12.00 og i går kl. 12.00

På Østboulevarden i Aarhus C begået mellem søndag d. 25/2 kl. 00.00 og i går kl. 20.26

jr

 

Publiceret 07 March 2018 14:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV