Natteravnene giver Aarhus et skud igen:

Stor vandring lørdag aften

Borgmesteren, basketballspiller og lokale går på gaden for at gøre opmærksom på, at Natteravnene mangler frivillige i Aarhus

Trods flere insisterende forsøg er det endnu ikke lykkedes at skabe en lokalafdeling af Natteravnene i Aarhus C, fordi der har manglet frivillige.

Nu gør man dog endnu et stort forsøg, når der lørdag er stor nattevandring i det aarhusianske natteliv fra klokken 21-23.

"I dag er der kun Natteravne i Aarhus N og forstæderne - blandt andet Tilst og Harlev - men ikke i Aarhus C. Det skal der gøres noget ved. De unge søger jo ofte ind til byen, og derfor har det længe været et ønske at få Natteravnene på vingerne i centrum også. Det håber vi, aarhusianerne vil være med til at bakke op om," siger chef for Natteravnene, Claus Staunstrup Nilsson, i en pressemeddelelse.

Netop borgernes opbakning er afgørende for, at Natteravnene bliver en aktiv del af Aarhus. Hidtil har der dog ikke været tilstrækkelig frivillig interesse i landets næststørste by.

"Allerede sidste år forsøgte vi at etablere en afdeling i Aarhus C. Desværre dukkede der kun fire interesserede op til vores informationsmøde – mod eksempelvis 300 i Odense. Det undrer os, at man i en by som Aarhus ikke kan engagere frivillige, når man tænker på, hvor mange unge mennesker, der går i byen her," fortæller Leif Christiansen, der er chefkonsulent i Natteravnene og områdeansvarlig i Østjylland.

Borgmester deltager

Med en donation fra Sallingfondene gør Natteravnene nu endnu et forsøg.

Debutvandringen, der skal markere, at Natteravnene er kommet til byen, bliver med deltagelse af borgmester Jacob Bundsgaard (S) og flere spillere fra Bakken Bears.

"Det er vigtigt, at de unge kan nyde den frihed, det er at gå ud og more sig i nogle rammer, hvor det stadig er trygt og godt at være. Og hvor de ved, der er nogle voksne, der interesserer sig for dem," siger Jacob Bundsgaard.

Der er informationsmøde om Natteravnene i Aarhus tirsdag den 20. marts, kl. 19 på Godsbanen.

dp

Publiceret 07 March 2018 15:35

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV