Narko i nattelivet breder sig:

72 personer taget med narko i Aarhus

Bekymrende at narko ser ud til at være blevet en del af nattelivet, siger borgmester Jacob Bundsgaard

72 personer blev i løbet af fredag og lørdag nat taget med narko i nattelivet i Aarhus ved en særlig indsats. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse. 70 af dem blev sigtet for besiddelse, mens to blev sigtet for salg.

"Vi er desværre ikke overraskede over resultatet, men det er selvfølgeligt stærkt bekymrende, at mange unge mennesker har disse stoffer på sig, og at euforiserende stoffer i nattelivet ser ud til at være blevet mere udbredte. Vi har på det seneste set flere alvorlige tilfælde af farlige stoffer i omløb andre steder i Danmark. Det vil og skal vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at komme til livs. Derfor var weekendens indsatser også blot den første i en række planlagte indsatser," siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen fra Østjyllands Politi.

LÆS OGSÅ: 45 narkosigtelser til rave-arrangement på Train

Aarhus Kommune og Østjyllands Politi vil sammen med restauratørnetværket ”Byens Natteliv” lancere tiltag for at forebygge stoffer i nattelivet. Østjyllands Politi afholdt i weekenden en særlig indsats i det aarhusianske natteliv. Indsatsen understreger, ifølge politiet, at der er behov for en fælles indsats. 

Størrelsen af bøden, man får for besiddelse af euforiserende stoffer, afhænger af, om man er blevet taget med det før. Hvis man sigtes for besiddelse af kokain er bøden første gang på 3.000 kroner, mens den 2. og 3. gang stiger til 4.500 kroner og 6.000 kroner For hash er bødeniveauerne fra 2.000 - 4.000 kroner.

Aarhus Kommune og Østjyllands Politi vil med samarbejdet Tryg i Aarhus sætte ind for at nedbringe antallet af euforiserende stoffer i det aarhusianske natteliv. Det sker i samarbejde med restauratørnetværket 'Byens Natteliv'.

"Det er både farligt og uacceptabelt, hvis euforiserende stoffer er blevet eller er på vej til at blive en integreret del af nattelivet, som politiets fund indikerer. Derfor vil vi nu skrue op for tiltag, der kan hjælpe med at forebygge stoffer i nattelivet," siger borgermester Jacob Bundsgaard.

LÆS OGSÅ: Nattelivet skal være (endnu) mere sikkert

42 dørmænd og 65 barchefer og bestyrere har allerede været på kursus i håndtering af euforiserende stoffer i nattelivet. Derudover har Østjyllands Politi og Aarhus Kommune indledt en tæt dialog med byens restauratører om mulige forebyggende initiativer, ligesom der forberedes en kampagne på området.

Også restauratørnetværket har haft et ekstra fokus på euforiserende stoffer i den forløbne weekend. På tværs af nattelivets restaurationer er der blandt andet lavet aftaler om at begrænse kontanthævninger, og der har været indsat ekstra dørmænd og dørmændene har i weekenden registreret, hvor mange de har afvist på grund af mistanke om narkotikapåvirkning. Det blev til i alt 104 personer i alt.

Talsmand Christoffer Schmidt for Restauratørnetværket, der omfatter 30 restauratører fra det aarhusianske natteliv, siger:

"I restauratørnetværket er vi selvfølgelig klar over, at vi har en udfordring med stoffer i byens natteliv, og med weekendens indsats har vi fået et mere håndgribeligt bevis på omfanget. Vores indsats i mod stoffer i nattelivet er jo ikke først startet denne weekend, men har været i gang over en længere periode med blandt andet ekstra uddannelse af vores personale samt en tæt dialog med politiet. Vi synes, at det tætte samarbejde mellem restauratører, politi og kommune sender et stærkt signal ud ad til i forhold til vores kommende fælles kampagne imod stoffer i nattelivet."

jr

 

Narko i Danmark

  • Sundhedsstyrelsens 'Narkotikasituationen i Danmark 2017' viser, at 2,7 procent af 16-24-årige har brugt ét eller flere andre illegale stoffer end hash inden for den seneste måned.
  • Det tilsvarende tal var 1,6 procent i 2013.
  • Samme opgørelse viser, at 6,3 procent af 16-24-årige har brugt ét eller flere illegale stoffer end hash inden for det seneste år.
  • Det er ulovligt at besidde og sælge euforiserende stoffer.

Kilde: Østjyllands Politi

Publiceret 06 March 2018 08:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV