Præsteklumme:

Fri os fra det onde!

Af
Af sognepræst Torben Nielsen

Skjoldhøj Kirke

Satan er ikke nogen hovedperson, hverken i Det Nye Testamente eller i Bibelen i det hele taget. Heldigvis da! Men vi får ind imellem noget at vide om, hvad Satan gør, eller, for at udtrykke det med andre ord: Hvad det onde er for noget, og hvad det gør ved os. I forsagelsen siger vi:

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi afviser det, siger vi, vi vil ikke have med det at gøre.

Det ondes projekt er at skille det ad, som Gud vil binde sammen, først og fremmest at skille mennesket fra Gud og fra det han står for. Så mennesket forsømmer det, som Gud gerne vil have gjort. Eller endnu værre: Så mennesker gør lige det modsatte og fører sig frem med djævelsk ondskab.

LÆS OGSÅ: Præsteklumme: Det handler om at tjene hinanden...

Jesus oplevede selv at blive beskyldt for at være besat af en dæmon og dermed i ledtog med det onde. Men han afviser beskyldningerne og kan med god ret henvise til det, han siger, når han taler til mennesker, og det han gør i sit møde med mennesker: Helbreder dem og lukker dem ind i varmen, når de er blevet lukket ude af forskellige grunde.

Det, han fortæller, er jo bl.a. lignelser om, hvordan Gud og hans rige er. F.eks. lignelsen om det mistede får, om hyrden der ikke skyr nogen anstrengelse for at finde det ene får, han har mistet, selv om han har 99 får i sikkerhed hjemme i folden. Det sidste får skal findes og mærke hyrdens omsorg. Sådan er Gud, og han har sat os i gang med lignende opgaver. Så fri os fra at gøre det onde. Det er en god bøn fra Fadervor. Og overvind det onde med det gode, som Paulus siger.

Publiceret 03 March 2018 06:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV