Positiv protestgruppe:

Øjner chance for at højhusplaner droppes

Byrådet og Teknisk Udvalg er blevet mere lydhør, mener formand for 'Bevar Den Grønne Kile'

"Vi føler helt klart, at der er en åbning i forhold til tidligere."

Sådan siger Tommy Jervidal, formand for 'Bevar Den Grønne Kile', som er en sammenslutning af borgere, der er stærkt imod det omstridte højhusbyggeri på Søren Frichs Vej.

Onsdag skulle byrådet tage stilling til, om man skulle godkende en ændring i lokalplanen, der giver byggeselskabet Olav de Linde lov til at bygge et højhus i 15 etager, som udlejes til den vækstende software-virksomhed Systematic, som har brug for mere plads.

Byrådet valgte endnu engang at sende sagen til behandling i Teknisk Udvalg, hvor 'Bevar Den Grønne Kile' og andre kan få foretræde.

“Vi er et erhvervsvenligt parti og er positiv overfor en udvidelse, men der er brug for en grundig udvalgsbehandling og for at tage stilling til de alternativer, der er kommet frem,” sagde Marc Perera Christensen (K), som forud for byrådsmødet blev mødt af en demonstration mod højhusplanerne.

LÆS OGSÅ: Protester mod højhus gør indtryk

"Vi har i halvandet år insisteret på at få fortalt beslutningshaverne, at det her er et aftalt spil for galleriet, men vi har ikke kunnet komme igennem med noget - indtil nu," siger Tommy Jervidal, som under foretrædet vil fremlægge gruppens syn på de skadevirkninger, man mener, højhuset vil have.

Derudover vil han tale varmt for nogle alternativer til højhuset, som gruppen har fået anerkendte arkitekter til at lave.

"De alternative byggeforslag, føler vi, har åbnet for den meget lille sprække, der er i forhold til at byrådet siger nej til den nuværende højhus-plan. Man kunne med et snuptag have gennemført det her onsdag aften, fordi sagen har været i Teknisk Udvalg før, men heldigvis har demokratiet ikke så usle forhold i Aarhus, at det skete."

Sådan kan højhuset på Søren Frichs Vej komme til at se ud, hvis byrådet godkender byggeri på 15 etager i lokalplanen.

Sådan kan højhuset på Søren Frichs Vej komme til at se ud, hvis byrådet godkender byggeri på 15 etager i lokalplanen.

Lydhøre politikere

I det hele taget har Tommy Jervidal en fornemmelse af, at politikerne i det nye byråd og i den nye sammensætning af Teknisk Udvalg er blevet mere lydhøre.

"Med Kristian Würtz (S - tidligere rådmand for Teknik- og Miljø, red.) væk som stopklods er der åbnet en flanke, som, jeg tror, kan blive en fordel for alle byens borgere, så man ikke smadrer et rekreativt grønt område. Man ødelægger hele Aarhus' DNA, hvis man ødelægger det rekreative område ved Aarhus Å og Brabrandstien. Vi håber, at byrådets nyfundne åbenhed i forhold til alternativer kan få byrådet til at pålægge Olav de Linde at kappe nogen af de mange etager af."

LÆS OGSÅ: Se billederne: Sådan kommer Danmarks højeste hus til at se ud

Formanden for protestgruppen og højhusets mange modstandere er tidligere blevet kritiseret for at være en stopklods for udvikling og en fremadstormende virksomheds vækst.

Den kritik bunder dog i uvidenhed, mener Tommy Jervidal.

"Hvis folk mener det, er det, fordi de er dårligt informerede. Systematic kan sagtens vækste med et lavere byggeri, der giver lige så mange kvadratmeter som højhuset. Vi har slet ikke noget imod højhuse. De skal bare ikke laves de laveste steder med rekreative områder i Aarhus. Man kan godt bygge højt - det skal bare være de rigtige steder."

Protestgruppen 'Bevar Den Grønne Kile''s alternative byggeforslag med fem etager i højden.

Protestgruppen 'Bevar Den Grønne Kile''s alternative byggeforslag med fem etager i højden.

Fakta:

  • I dag er Systematic-matriklen tre etager høj
  • Ændringen skal give mulighed for nybyggeri i tre etager og et højhus i 15 etager
  • Den maksimale bebyggelsesprocent for området foreslås ændret fra 60 til 140.
  • Forslaget har været i offentlig høring, hvor der er modtaget 157 høringsbidrag, underskriftsindsamlinger fra 17 beboere på Hermodsvej samt en digital underskriftsindsamling med 640 tilkendegivelser imod forslaget. Der har i perioden været afholdt borgermøde på Åby Skole med ca. 150 fremmødte.

Publiceret 02 March 2018 09:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV