Beder-Malling:

Politisk uenighed om plejeboliger

Det bliver højst sandsynligt ikke aktuelt med plejeboliger i forbindelse med projekt medborgerhus i Beder-Malling

Af
Af Martin Jørgensen

Steen B. Andersen (S) har været med på projektet omkring et nyt medborgercenter i Beder-Malling i længe. Byrådspolitikeren er da også stor fortaler for de planer og visioner, der er for stedet. Og i særdeleshed også for ideen om at integrere plejeboliger i forbindelse med stedet.

“Det er en rigtig god idé at slå et bibliotek og idræt sammen, som vi har set det mange andre steder. Det samler flere grupper, og det er en positiv ting,” siger Steen B. Andersen, der ked af at høre nyheden om, at der ikke skal placeres plejeboliger i forbindelse med medborgercenter. Noget, der ellers har været på tegnebrættet.

“Det bør tages op i Sundhed- og Omsorgsudvalget, hvorfor et så fint projekt ikke kan komme i gang. Det er rigtig ærgerligt, at et så spændende lokalt projekt bliver afvist.”

Anerkender engagement

Rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive, anerkender de lokale ildsjæles engagement i projektet, men alligevel har hun valgt ikke at ville placere plejeboligerne i forbindelse med idrætscenteret.

“Lige nu har vi to andre muligheder i kikkerten, som jeg ikke vil komme nærmere ind på. Man kan vende den rundt og sige, at havde det været ældreboliger, så havde været en anden snak. Men når der er tale om et plejeboliger, får det ikke den effekt, der håbes på. Hvad angår plejeboliger er der mere brug for nærhed til indkøbsmuligheder og lokalcenter,” siger Jette Skive og tilføjer:

“Vi lukker dog ikke nogle muligheder. Men jeg skal se på, hvad jeg bygger, og hvad jeg bruger borgernes penge på. Jeg ser på, hvem der får mest glæde af det - om det er beboerne i plejeboligerne eller borgerne i Beder-Malling, der kan få et medborgerhus. Derfor har vi valgt, som vi har.” Det faktum ærgrer Steen B. Andersen, som dog forbliver positiv.

“Det er meget ærgerligt for det lokale projekt, for her kunne man gøre noget mere i fællesskab. Nu skal man ud og finde eksterne parter, der skal lægge penge i projektet, men det ser jeg relativt fortrøstningsfuldt på, for det er et vigtigt projekt,” slår Steen B. Andersen fast.

Publiceret 01 March 2018 16:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV