Mobile boder får lov til at blive fast del af bybilledet

Forsøgsordning, der tillader kaffevogne og mobile madboder, er gjort permanent

Chili con carne og café latte på hjul forbliver en del af det aarhusianske bybillede.

Byrådet besluttede onsdag aften at gøre en forsøgsordning med mobilt gadesalg permanent, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Siden sidste år har selvstændige som en del af et forsøg kunnet få tilladelse til at sælge smagsoplevelser direkte fra eksempelvis en ombygget tuk-tuk.

Forsøget er nu blevet evalueret, og resultaterne er positive. Det er er blandt andet de mobile salgsboders evne til at skabe spontane og livlige bymiljøer, som har fået byrådet til at gøre ordningen permanent.   

LÆS OGSÅ: Gadesælgeren Ole er lykkelig over byrådets opbakning til food trucks

Også de mobile gadesælgere er glade for ordningen, ligesom der er kommet positive tilbagemeldinger fra torvehandlerne på Sct. Clemens Torv. Her er opstået et uformelt samarbejde, hvor de mobile sælgere fylder eventuelle tomme pladser på torvedage.  

”Det er en naturlig udvikling, at der i en storby som Aarhus bliver mulighed for mobilt salg, da det øger byens kvalitet for både aarhusianerne og besøgende. Jeg er glad for, at vi i den permanente ordning har lavet justeringer i retningslinjerne, så hensynet til de eksisterende forretningsdrivende er forbedret,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.  

Blandt justeringerne er, at den månedlige takst for at sælge bliver cirka dobbelt så høj som i forsøgsperioden. Det sker for at undgå konkurrenceforvridning i forhold til de etablerede restauranter og cafeer, som betaler en høj husleje.  

Af samme grund har man nøje udvalgt nogle zoner, hvor det ikke er tilladt at placere mobile salgsboder, så der eksempelvis ikke opstår situationer, hvor en kaffevogn parkerer lige foran en café, der sælger samme vare.

dp

Publiceret 01 March 2018 10:15

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV