AGF henter Bror Blume

Endnu en tidligere Lyngby-spiller skifter til AGF

AGF styrker midtbanen med den tidligere Lyngby-spiller Bror Blume, der har skrevet kontrakt med AGF frem til sommeren 2021. Skiftet er kommet i stand, efter Blume valgte at sige farvel til Lyngby i forbindelse med den økonomiske tumult i klubben.

Bror Blume  var i klubbens bronze-sæson sidste år en vigtig del af holdet, hvor han med et stort løbepensum og et godt blik for spillet fremstod som en af profilerne, skriver AGF i en pressemeddelelse.

"Bror er en intelligent fodboldspiller, der kan dække alle pladser på midtbanen. Han er dygtig til at finde plads til sig selv på banen og har et yderst godt blik for spillet. Han har gennemgået en god udvikling de seneste år i Lyngby - en udvikling, vi vil skubbe yderligere til i AGF," siger sportschef i AGF, Peter Christiansen.

"Bror forstår også vigtigheden af at være hårdtarbejdende, dedikeret og ydmyg i forhold til spillet, og så giver han sig altid fuldt og helt for sit hold. Dermed har Bror ikke kun de fodboldmæssige kvaliteter, men han rummer også de værdier og den rette mentalitet, vi altid kigger efter hos nye spillere i AGF. Så vi er meget tilfredse med, at det nu er lykkedes at få Bror til AGF, og vi ser frem til at se ham i den hvide trøje, tilføjer sportschefen.

LÆS OGSÅ: Ny podcast om talentudviklingen i AGF

Selv siger spilleren:

"Jeg har haft mange gode år i Lyngby, men det var blevet tid til nye udfordringer for mig. Så da chancen for at komme til AGF opstod, var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle slå til. Det er en meget attraktiv mulighed for at komme til en af de store klubber i Danmark, der er i gang med en spændende udvikling," siger Bror Blume, der i AGF bliver genforenet med træner David Nielsen.

"David Nielsen har en stor del af æren for, at jeg etablerede mig i Alka Superligaen og på Lyngbys førstehold. Så jeg er glad for, at jeg nu igen skal spille under ham. Men mest af alt er glad for, at jeg nu kan kalde mig AGF-spiller, og jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater og komme i gang," siger Bror Blume.

Han er 26 år og har spillet 141 kampe for Lyngby, hvor det er blevet til 19 scoringer.

Blume har første arbejdsdag i AGF i morgen, fredag 2. marts. Han får nummer 29 på ryggen.

Bror

Dagbladet BT har tidligere spurgt midtbanespilleren med det spøjse navn, om han har søskende, og hvad de kalder ham. Her er svaret:

"Jeg har tre papsøstre, og de kalder mig bare Bror. Det er et oldnordisk navn. Mine forældre havde en liste med ti navne hver, og der var det eneste, der var genganger på begge lister. Der var en person i deres opgang, der hed det samme, så jeg tror, at det var derfor, de begge havde skrevet det ned. Hvis jeg møder mennesker, jeg ikke kender, eller bestiller mad, bruger jeg tit bare Emil, som jeg hedder til mellemnavn," svarede Bror Blume.

Da Bror Blume blev født for 26 år siden, var det et uhyre usædvanligt navn for drenge i Danmark.

I de senere år er det blevet mere almindeligt med omkring 15 'brødre' om året, skriver min-mave.dk

 

Publiceret 01 March 2018 18:45

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV

Kræftramte børn får tur i Djurs Sommerland

Normalt står hverdagen på hvile, lektier og ind i mellem blodprøver og kemo for 13-årige Mikkel G. Nielsen fra Galten. Men i dag får han sammen med andre kræftsyge børn fra Skejby Sygehus og deres familier mulighed for at glemme hverdagen lidt med en tur i Djurs Sommerland.

Det er Lions Club Aarhus Régina og Lions ungdomsklub Leo Club Aarhus Nord, der har arrangeret sommerturen til Djurs Sommerland.

"Jeg har glædet mig til i dag, fordi Lions Club har arrangeret, at vi unge kommer i Djurs Sommerland og hygger os og har det mega sjovt. Sådan nogle arrangementer kommer der tit nogle af for at vi skal glemme vores kemodage og have det sjovt," siger Mikkel G. Nielsen.

Væk fra hverdagen

Mikkel G. Nielsen fik i efteråret konstateret leukæmi. En lidt sjælden form, hvor det er t-cellerne, der ramt.

"De første otte måneder, har været hårde. Der har han fået blok-kure, som er en hård kemokur. Halvdelen af tiden har han været indlagt. Derfor er det rart at han nu er frisk nok til at være med i dag," fortæller Lis-Lotte Nielsen, som er mor til Mikkel.

Derfor er det også en Mikkel G. Nielsen, der har kørestolen med i dag, så han ikke bliver alt for træt. Men en af de vildeste forlystelser var alligevel øverst på dagens to-do liste, og blev som den første krydset af.

"Det er den sjoveste forlystelse der er herude. Det er fedt, det går så hurtigt, især det sving, der kommer i starten," fortæller 13-årige Mikkel G. Nielsen, der førhen har haft sæsonkort til forlystelsesparken.

Giver et afbræk

Det er 17. gang, at Lions Club har arrangeret turen for børnene og deres familier. Lions Club er verdens største private humanitære hjælpeorganisation. Pengene til sommerlandsturen kommer fra klubbernes kontingentkasse og fra aktivitetskassen – altså penge, de har tjent ved eksempelvis kræmmermarkeder, bankospil med mere.

”Formålet med den årlige udflugt er at give de sygdomsramte familier et afbræk fra en hverdag præget af sygdom. I løbet af dagen kan hele familien hygge sig og have det sjovt sammen i forlystelserne – et samvær, som der ikke altid er mulighed for på afdelingen. Samtidig får familierne mulighed for at møde andre familier i lignende situationer, og de får tid til at tale sammen og lære hinanden bedre at kende,” fortæller formand for Lions Club Aarhus Régina, Solvejg Kaae Hansen.