Happening på rådhuset:

Solbjergborgere kæmper for 0-løsning

Kort inden dagens byrådsmøde skulle starte, var en del borgere fra Solbjerg mødt op for at råbe politikerne op

Af
Af Martin Jørgensen

Onsdag 28. februar er en vigtig dag for rigtig mange borgere i Solbjerg. Facebookgruppen 'Nej til højhastighedstoge i Solbjerg og omegn' nærmer sig 1000 medlemmer, og her til eftermiddag var nogle af disse mødt op på rådhuset for at vise byrådet, at de står fast, og at de i stedet ønsker sig en 0-løsning.

“Vi har arrangeret denne happening, fordi vi gerne vil lægge det sidste pres på byrådet, inden de skal finde frem til Aarhus Kommunes høringssvar. Det virker, som om at nogle af politikerne ikke er voldsomt oplyste omkring denne problemstilling, og det vil vi gerne lave om på,” siger Martin Tørnqvist, der er én af de lokale borgere, der kæmper for en 0-løsning i Solbjerg og omegn. Derudover fungerer han også som arrangør for demonstrationen, hvor byrådspolitikerne fik foræret kajkager, Solbjergvand og faktasedler, der på hver deres måde skulle være med til at oplyse om nogle af de problemstillinger, som området står over for.

LÆS OGSÅ: Fri os fra højhastighedstoge

På dagens byrådsmøde skal byrådet have sit første møde om deres høringssvar, hvis tidsfrist er blevet udsat fra 18. februar til 16. marts, og netop kommunens beslutning er vigtig, hvis man spørger Martin Tørnqvist.

“Jeg tror, at Aarhus Kommunes høringssvar vægter tungt, og der skal et godt argument til, hvis man på landspolitisk plan skal gå imod det. Derudover er både Skanderborg Kommune og Odder Kommune også imod lineføringerne,” siger 29-årige Martin Tørnqvist, der har boet halvandet år i Solbjerg.

“Vi prøver at hjælpe dem med at få et oplyst grundlag for at tage stilling til det her, og så kan man efterfølgende være enig eller uenig, men bare de gør det på et oplyst grundlag.”

0-løsning

Teknik og Miljø har allerede kommet med et udkast til en indstilling. Et udkast, der stemmer meget godt overens med det, som lokalområdet ønsker. “Vi er rigtig positive og meget enige med de, der er blevet fremlagt. Der er kommet mange gode ting med i indstillingen, som Banedanmark ikke har fået med, og det kan man så undre sig over,” fortæller han og tilføjer:

“Byrådet skal forstå, at det berører mange af de borgere, der har stemt på dem i deres kommune. Det er ikke bare et punkt på dagsordenen, der skal vinges af, fordi de har fået det udstukket af Christiansborg. Det berører mange mennesker, og det kan godt være, at det er til glæde for folk inde i Aarhus, men hvad med dem, der bor uden for byen og bliver ramt af det,” spørger Martin Tørnqvist.

Fakta om sagen

Banedanmark har offentliggjort en VVM-redegørelse for en ny bane mellem Hovedgård og Hasselager. Banen indgår som del af Togfonden DK med henblik på realiseringen af timemodellen.

Banen vil reducere rejsetiden mellem Horsens og Aarhus med op til seks minutter samt aflaste den eksisterende strækning via Skanderborg. Banen er en forudsætning, hvis rejsetiden mellem Odense og Aarhus skal reduceres til en time.

I VVM-redegørelsen har Banedanmark undersøgt tre linjeføringer for den nordlige den af projektet og to linjeføringer for den sydlige del.

Høringsfristen var oprindeligt sat til den 18. februar. Teknik og Miljø har imidlertid anmodet om og fået udsættelse af høringsfristen til den 16. marts 2018.

I udkastet til høringssvar afviser Aarhus Kommune alle de tre nordlige linjeføringer som ikke acceptable på grund af for store påvirkninger af natur, miljø og menneskers liv

Publiceret 28 February 2018 16:30

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV