Gule klodser i Klostergade:

“Fjern det l... herfra”

Nogle knap så kønne, skriggule kasser med træer og grønt præger bybilledet i Klostergade - og folk er trætte af dem

Siden november sidste år har store gule klodser med reflekser på siden samt træer og grønt været en del af Klostergade.

Kasserne blev sat op som et forsøg fra Aarhus Kommunes side, fordi man er ved at tjekke, hvilke løsninger, der er bedst i gader til blandt andet at dæmpe farten.

Men hos både fællesrådsformanden for Latinerkvarteret, Thomas Kruse og daglig leder af KlostergadeCentret, Thomas Unterschlag, er man alt andet end glad for de gule kasser.

“Det er en vanvittig løsning. Lav dog nogle bump i stedet for. Jeg kan godt se, at de gule kasser er synlige, og man får øje på dem, men jeg synes, at de er møgirriterende. De leverandører, vi har, som kommer med mad til køkkenet kan ikke holde nede foran. Det giver kaos, så fjern det l...,” siger Thomas Unterschlag.

Chef for Drift og Myndighed i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Kim Gulvad Svendsen oplyser, at løsningen med de gule kasser er midlertidig, og hvad den permanente løsning bliver, vides endnu ikke.

LÆS OGSÅ: Skåååål: Stoney, Abdi og hr. Mogensen hyggede sig med laks og vin 

“De er sat op, for at dæmpe farten i Klostergade. I forhold til dét har jeg fået oplyst, at det har hjulpet med kasserne,” siger Kim Guldvad Svendsen og fortsætter:

“Vi er i gang med at kigge på, hvad der virker bedst, for vi har prøvet flere muligheder af i byen. Vi har valgt at bruge de ting, vi i forvejen havde stående til at teste af forskellige steder i byen, og ja det er ikke alle steder, at det ligefrem er det pæneste, men det handler også om økonomi,” siger Kim Gulvad Svendsen.

Han påpeger, at det er et stort puslespil, der skal lægges, når der skal laves trafikale ændringer, og han kan på nuværende tidspunkt ikke fortælle, hvornår man er færdig med at evaluere de forskellige løsninger, der er rundt omkring.

“Når vi laver en løsning, så har det nogle konsekvenser. Det er vigtigt, at vi kigger på alle dem, der bevæger sig i trafikken. Noget der er godt for bilisterne, kan være irriterende for cyklister og så videre,” siger han.

Mangler oplysning

Fællesrådsformanden Thomas Kruse bakker op om fartnedsættelse og forskønnelse i gaderne, men han har savnet information fra kommunen omkring de gule kasser.

LÆS OGSÅ: I nat: Vagter måtte stoppe slåskamp i midtbyen

“Vi vil rigtig gerne have flotte, grønne gader, og det er Klostergade ikke. Vi oplevede, at bord- bænke-sættene i Borggade blev brugt, og at beboerne plantede blomster dernede - den slags synes os, der bor i midtbyen er godt. Fællesrådet støtter helt sikkert, at man hos kommunen prøver noget forskelligt af, men vi synes ikke, at de gule kasser er pæne,” siger Thomas Kruse.

Kim Gulvad Svendsen oplyser, at så snart mobilitetsplanen er vedtaget i byrådet, så kan man gå i gang med at finde ud af, hvad de bedste løsninger er for Klostergade og for den sags skyld andre steder i byen. Han forventer, det sker i løbet af foråret.

Publiceret 28 February 2018 05:15

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV