Cykelsti blev en realitet:

Fra idé til spadestik tog 5 år i Ask

Det betaler sig at kæmpe for sin sag, viser erfaringer fra Ask, Malling og Solbjerg, som snart har 7 km cykelsti

Af
Af Kim Skovrup Andersen

I den sydlige udkant af kommunen har det krævet køkkenbordsmøder, kendisser og en massiv indsats at realisere en drøm om en cykelsti.

I foråret 2012 tog fire mødre fra landsbyen Ask på barselsorlov initiativ til at få anlagt en cykelsti fra Malling til Solbjerg. Derfor dannede de en borgerforening og senere en projektgruppe, som kæmpede for at få anlagt en cykelsti, der strækker sig syv kilometer.

LÆS OGSÅ: Fokus på udkanten: Flere penge på vej til cykelstier i oplandet

I 2016 blev der bevilliget penge fra kommunen til projektet, og i efteråret 2017 blev første spadestik taget af daværende rådmand Würtz (S). Så det tog altså fem år fra idé til første spadestik.

En af de fire mødre er Kirsten Laursen, der er talskvinde for SOS-Cykelsti, som projektet i dag går under.

Og ifølge hende er opskriften på at få anlagt en cykelsti i udkants-Aarhus først og fremmest en positiv og løsningsorienteret tilgang.

“Vi har haft mange forskellige tilgange og tænkt i løsninger fremfor problemer og hele tiden fokuseret på, hvad vi kunne gøre for, at cykelstien blev virkelighed i stedet for at sidde og brokke os ovre i et hjørne. Vi har forsøgt at afsøge de muligheder, der har været og tænkt kreativt og skabt en masse opmærksomhed. Og så har vi fået flere politikere og en embedsmand i tale ved at holde køkkenbordsmøder med dem hjemme hos os,” fortæller hun.

Kendte skuespillere kom

Projektgruppen har også arrangeret et stort cykelløb med 500 deltagere og lavet andre events og happenings med skuespiller og direktør fra Cyklistforbundet, Klaus Bondam samt en anden kendt skuespiller, nemlig bysønnen Troels Lyby, som blev gjort til ambassadør.

Derudover hoppede gruppen også med på en kampagne, som Rådet for Sikker Trafik stod for.

“Vi solgte også folkeaktier og inviterede til et arrangement, der hed 'Danmarks korteste cykelsti', hvor vi fik hjælp af lokale firmaer til at komme i gang,” siger Kirsten Laursen.

LÆS OGSÅ: Begejstring over første spadestik til cykelsti

Hun er overbevist om, at cykelstien bliver en stor gevinst for lokalsamfundet.

“Det betyder helt vildt meget. Vores børn kan blive selvhjulpne, fordi de selv kan køre til og fra skole og besøge og få besøg af deres kammerater. Det bliver også dejligt at kunne gå tur med sin hund uden at skulle frygte for sit liv, når der kommer en bil buldrende. Og så tror vi faktisk også på, at cykelstien betyder noget for huspriserne. Det er nok ikke millioner, priserne stiger, men det er vigtigt, at vi nu får en infrastruktur, der gør, at vi bliver bedre koblet sammen med Solbjerg og Malling. Det betyder meget for os borgere i området,” forklarer talskvinden, som også peger på, at hele projektet har givet et stærkere sammenhold i lokalsamfundet.

“Vi havde aldrig lært hinanden at kende så godt, hvis vi ikke havde denne her sag at kæmpe for,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Cykel-happening med humor 

Foreløbig er en kilometer af cykelstien anlagt, og håbet er, at de resterende seks kilometer er klar til skolernes efterårsferie.

“Vi satser på at holde en kæmpe fest, når cykelstien skal indvies og håber på, at det kan ske i forbindelse med skolernes motionsløb op til efterårsferie,” siger Kirsten Laursen.

Publiceret 28 February 2018 08:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV