Protester mod højhus gør indtryk

Demonstration foran rådhuset inden dagens byrådsmøde

NEJ til HØJHUS.

387 indsigelser LYT.

Sådan stod der på et par af de mange bannere, som modstandere af et nyt højhus på Søren Frichs Vej var mødt frem med i vinterkulden foran Aarhus Rådhus forud for dagens byrådsmøde.

Virksomheden Systematic har stor vækst og vil gerne udbygge med et højhus i 15 etager for at få plads til nye medarbejdere. Det kræver en ændring af lokalplanen for at få lov til at bygge så højt i erhvervsområdet, hvor der i dag er kontorer i tre etager.

Et flertal af politikerne er indstillet på at give virksomheden lov til at bygge højhuset, fordi man gerne vil støtte en virksomhed i vækst, men på dagens byrådsmøde gav flere politikere udtryk for, at man ønsker at se på alternativer, som modstanderne af højhuset har bragt på banen.

“Højhuset vil påvirke byens skyline og få en markant betydning, hvilket for os ikke er positivt. Vi savner argumenter for ikke at imødekomme de mange indsigelser mod højden, da der tilsyneladende er rigelig med plads på jorden til at bygge under seks etager, så vi ikke kommer i konflikt med højhuspolitikken,” sagde Eva Borchorst Mejnertz fra Radikale Venstre, der ikke vil stemme for det nuværende forslag.

Det vil Liberal Alliance derimod hellere end gerne:

“Det er mange arbejdspladser, og virksomheden har desperat brug for mere plads. Den bynære placering er vigtig for dem, fordi mange medarbejdere bor inde i byen og cykler eller går på arbejde, og vi mener ikke, højhuset er til væsentlig gene for beboerne,” sagde Almaz Mengesha fra Liberal Alliance.

Modstanden og indsigelserne kommer fra foreninger og borgere i lokalområdet, der mener, højhuset vil skæmme og skygge og ikke passer ind i den grønne kile ved Brabrandstien.

LÆS OGSÅ Havefolk opruster i kampen mod højhus på 58 meter

Ango Winther fra Socialdemokratiet argumenterede på byrådsmødet for højhuset ved at påpege, at når man bygger i højden, går det i langt mindre grad ud over de grønne arealer.

Marc Perera Christensen fra Konservative Folkeparti sagde, at Systematic er en ekstremt vigtig virksomhed for Aarhus i forhold til viden og internationalisering.

“Vi er et erhvervsvenligt parti og er positiv overfor en udvidelse, men der er brug for en grundig udvalgsbehandling og for at tage stilling til de alternativer, der er kommet frem,” sagde Perera.

Byrådet valgte at sende forslaget tilbage i Teknisk Udvalg, fordi politikerne gerne vil imødekomme nogle borgeres ønske om foretræde for udvalget.

 

Systematic på Søren Frichs Vej vil gerne bygge et højhus på 15 etager. Foto: Google Street View

Systematic på Søren Frichs Vej vil gerne bygge et højhus på 15 etager. Foto: Google Street View

Publiceret 28 February 2018 21:30

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV