Positivt:

Markant færre indbrud denne vinterferie end året før

Der blev i vinterferien anmeldt halvt så mange indbrud i kommunerne Syddjurs, Norddjurs, Favrskov og Aarhus sammenlignet med sidste år

Antallet af indbrud i Østjyllands er generelt faldende, og det gælder også i ferieperioderne, hvor tyvene ellers plejer at have ekstra travlt. I år blev der i vinterferien i uge 7 anmeldt 40 indbrud mod 80 året før samlet set kommunerne Syddjurs, Norddjurs, Favrskov og Aarhus, som er dem, Politikens Lokalaviser dækker i Øsjtyllands Politis dækningsområde.

LÆS OGSÅ: Kvinde narret i supermarked: Tricktyve 'tabte' toiletpapir ud over det hele

Særligt i Aarhus er faldet markant. Her var der i år 27 indbrud i vinterferien mod 65 sidste år.

Vicepolitiinspektør Carsten Kousgaard hos Østjyllands Politi er glad for de positive tal.

"Vi er glade for de langt færre indbrud de østjyske borgere er kommet hjem til efter deres vinterferie, men vi stiller os ikke tilfredse. Vi arbejder ufortrødent videre på en lang række områder på daglig basis, for det er enormt krænkende, når fremmede mennesker bryder ind i ens private hjem. Indbrud har vores prioritet – ikke kun i ferieperioderne, men alle årets dage," siger Carsten Kousgaard i en pressemeddelelse.

Fortsat øget fokus

Han mener, at forklaringen på de færre indbrud skyldes et miks af politiets arbejde og borgernes agtpågivenhed.

LÆS OGSÅ: Haltende tyv sprang ud fra altan under plejecenter-tyveri

"Vores formodning er, at faldet skyldes en blanding af forskellige ting. Flere og flere borgere benytter nabohjælp og er meget opmærksomme i deres nabokvarter, og vi er i politiet også blevet bedre til det forebyggende- og analysemæssige arbejde. For eksempel i forhold til at sende patruljer ud de steder, hvor vi vurderer, der er størst risiko for indbrud og i forhold til vores dialog med borgerne," fortsætter Carsten Kousgaard i pressemeddelelsen. 

Vicepolitiinspektøren fremhæver, at indbrud bliver prioriteret højt dagligt, men at der i ferierne er et øget fokus på indbrudsindsatsen, da der erfaringsmæssigt i disse perioder bliver begået flere indbrud, når borgerne er ude at rejse.

Frem til påskeferien vil der således også være et øget fokus på indbrudsindsatsen.

Siden 2013 er det generelle antal af indbrud i private hjem i Østjyllands politikreds faldet med næsten 30 procent. Den tendens ser ud til at fortsætte.

jwh

Indbrudsudvikling i vinterferien

Kommune 2015 2016 2017 2018
Syddjurs 7 7 7 5
Norddjurs 6 8 5 2
Favrskov 9 3 3 6
Aarhus 45 70 65 27
I alt 67 88 80 40

Kilde: Østjyllands Politi

 

Publiceret 27 February 2018 12:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV