Mejeriet fik ny Michelin-anerkendelse:

"Det er mega positivt"

Ejer af Mårslet-restauranten vidste godt, at han havde haft Michelin-besøg

Der var ikke meget nyt under den aarhusianske sol, da der i København mandag blev delt Michelinstjerner og -ros ud til de bedste restauranter i Norden. 

For restaurantscenen i Aarhus var der nogenlunde status quo. Der blev hverken givet eller taget stjerner eller Bib Gourmand-omtaler (god mad til prisen).

Lidt nyt var der dog, når man kiggede på, hvilke aarhusianske restauranter, der fik tildelt en 'Michelin Plate'. Kategorien blev første gang uddelt i august og er en anerkendelse af, at en restaurantlaver god mad, og så er det ikke mindst et udtryk for, at man er i den magtfulde gourmetguides søgelys.

LÆS OGSÅ: Se kortet: 18 restauranter i Aarhus er med i Michelinguiden 2018

Castenskiold og Frøken Koch fik frataget deres tallerkener, mens Restaurant Mejeriet i Mårslet fik tildelt en.

"Nu ved jeg, at vi er et sted, hvor 'guiden' holder øje med Mejeriet, og det tager jeg som et kæmpe cadeau," siger restaurantens glade ejer Martin Lemvig og fortsætter:

"Næste gang, de kommer til Aarhus, er jeg helt sikker på, at de også tjekker Mejeriet ud for at se, om vi er blevet bedre og skal i betragtning til mere. Og det er jo det, man som restauratør kan drømme om."

Ydmyghed

Martin Lemvig overtog Mejeriet i marts 2016 og har fået en særdeles erfaren herre til at svinge taktstokken i køkkenet i form af køkkenchef Dennis Birch, der tidligere har arbejdet på Michelin-restauranter i Oslo og Fredericia.

Der var dog ikke nogen på Mårslet-holdet, der havde sat snuden op efter en stjerne i denne omgang.

"Vi gejler os som by og land op til en hel masse i den her tid på året, men jeg tror også, at man skal være ydmyg overfor det. Anerkendelse fra Michelinguiden er ikke bare noget, man får."

LÆS OGSÅ: Aarhus fornemt repræsenteret i nordisk gourmetguide: 11 restauranter i det fornemme selskab

"Det er mega positivt med den her anerkendelse, og der er ingen ude hos os, der hænger med hovedet, fordi der ikke kom en stjerne ind ad døren. Slet ikke. Vi er meget ydmyge og erkender, at vi bare skal give den gas og blive bedre. Først og fremmest er det bare vigtigt for os, at vi får nogle glade gæster gennem dørene. Vurderer andre så, at vi gør det godt nok til at komme i 'guiden', så er det bare et plus," siger Martin Lemvig.

At Mejeriet skulle have fået Michelinguidens tredje anerkendelse, en Bib Gourmand, var ifølge ham slet ikke en mulighed.

"Det kommer vi aldrig i nærheden af, for det er en kategori, som anerkender et brasserie eller en bistro, hvor der er højt niveau på råvarerne, men en lav pris. Det ville overraske mig uendeligt meget, hvis Mejeriet hoppede i den kategori, for selvom jeg ikke synes, vi er dyre, så er vi nok alligevel lidt for dyre og konceptmæssigt et helt andet sted end til en Bib Gourman."

Alt tjekkes ti gange

Martin Lemvig var på forhånd godt klar over, at han havde haft de verdensberømmede smagsdommere på besøg i det gamle mejeri, for de danske restauranter snakker sammen og sammenligner bookinger, fortæller han. Og man ved, at inspektørerne oftest spiser alene og enten tidlig eller sent.

Dermed er det ikke så svært at indsnævre feltet af potentielle bordbestillinger, der kan byde på en ekstra vigtig gæst.

"Så man kan nærmest tracke dem gennem Danmark, når de er her. Men det er aldrig helt til at vide. På nogen restauranter smider de et visitkort, når de er færdige, og på andre siger de ikke et muk. Hos mig sagde de ingenting. De virkede glade og tilfredse, og de smilede, men de sagde ikke, at de var fra Michelinguiden. En uge senere kunne vi dog se, at 'guiden' lagde et billede fra Mejeriet op på sin Twitter-profil, og så var al tvivl manet til jorden."

Jungletrommerne går hurtigt i gang, når Michelin er i Danmark, så Martin Lemvig tror også, han kan spotte de særlige bordbestillinger i 2018.

LÆS OGSÅ: Ingen skuffede Michelin-miner hos Mejeriet: De har nok ikke været på besøg

Og hvad gør man så, når verdens mest magtfulde smagsløg, der kan sikre berømmelse og bookinger langt ud i fremtiden, kigger forbi?

"Inspektørerne er jo mega, mega kompetente. Leverer vi kun verdensklasseservice to dage om året, så gennemskuer de det med det samme. De kender menukortet, råvarerne og andet længe før ankomst, så får de pludselig noget helt modsat af, hvad de havde forventet, så kommer man slet ikke i betragtning," forklarer Martin Lemvig, der dog godt vil indrømme, at vinglassene bliver tjekket for fedtfingre.

"Det er da klart, at når vi går på arbejde sådan en dag, så er vinduerne også pudset. Alt står knivskarpt og er tjekket ti gange, men det handler jo i bund og grund om at vise, at vi elsker det, vi laver, og er stolte af det. Jeg tror ikke på, at man kan "snyde" sig til det. Du bliver på godt og ondt bedømt på det, du kan."

Publiceret 20 February 2018 18:30

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV