Derfor ingen cykelsti på Gellerups nye hovedstrøg:

De kører for stærkt

Lokalavisen Aarhus har spurgt Aarhus Kommune, hvorfor man ikke har anlagt cykelsti på Karen Blixens Boulevard

Af
Louise Nyvang Burmeister

Fredelig sameksistens fremfor en cykelsti.

En undrende læser i Gellerup har spurgt Lokalavisen Aarhus, hvorfor der ikke er etableret en cykelsti på den nyanlagte store Karen Blixens Boulevard, der går fra Bazar Vest til City Vest.

Svaret fra kommunen lyder, at forventningen er, at alle trafikanter skal kunne færdes side om side.

“For at underbygge en overordnet målsætning om et bedre byliv og generelt at sænke hastighedsniveauet i Gellerup, er Karen Blixens Boulevard indrettet med en hastighedsgrænse på 30 km/t. Det er meningen, at alle trafikanter skal færdes fredeligt mellem hinanden, og derfor blev cykelstier fravalgt, da det ellers ville være cyklisterne, der kørte meget hurtigt – specielt ned ad bakke,” oplyser civilingeniør Jesper Frandsen fra Center for Byudvikling og Mobilitet.

LÆS OGSÅ: Skat om razzia i Bazar Vest: "Usædvanligt mange arbejdede sort"

Havde man valgt at etablere cykelstier, så havde det nemlig været uden de vejbump, som er på vejbanerne.

“Det er for farligt at lave bump på cykelstier, så det gør man ikke,” siger Jesper Frandsen.

Han erkender, at det lige nu kan virke mærkeligt, at der ingen cykelsti er.

“Det er jo heller ikke, fordi man kan sætte to streger under, at det her er løsningen. Og det kan være svært at forestille sig lige nu, hvor Boulevarden virker stor og bar,” siger Jesper Frandsen.

LÆS OGSÅ: 38 sigtelser i ny færdselskontrol i Aarhus V

Det er meningen, at Boulevarden skal være det nye hovedstrøg i Gellerup.

“Der skal bygges nyt og tæt langs med gaden, så man på sigt får oplevelsen af en bygade med masser af liv og aktivitet,” lyder det fra Jesper Frandsen.

Lige nu skyder Teknik og Miljøs nye domicil op på hjørnet ved Edwin Rahrs Vej, og snart opfører Brabrand Boligforenings nye kontorer på modsatte side.

Lidt længere mod syd planlægges et Sports- og kulturcampus, som blandt andet skal rumme et nyt bibliotek, beboerhus, lokaler til en række klubber og foreninger og måske et nyt, stort verdensbad.

“Idéen er fredelig sameksistens mellem de forskellige typer trafikanter på og ved Boulevarden. Det vil give mere mening, når der er bygget en egentlig by op omkring Karen Blixens Boulevard,” lyder det fra Jesper Frandsen.

 

Publiceret 13 February 2018 06:15

SENESTE TV