Nu er der sat dato på:

Gorm's åbner i Aarhus i denne måned

Du kan allerede booke bord nu til den nye Gorm's i Aarhus

Der er nu sat dato på åbningen af den første Gorm's restaurant i Jylland.

Den åbner i Jægergårdsgade i Aarhus med første åbningsdag tirsdag 27. februar. Det er allerede nu muligt at booke bord i restauranten, der har plads til op til 70 spisende gæster i stueetagen og i kælderen i lokalerne, der indtil for nylig husede restaurant SåRT.

Gorm's er kendt for sine gourmetpizzaer og anbefaler 'Italienertæv', der nydes som en italiensk family style middag med snacks, antipasti og gourmetpizza.

LÆS OGSÅ: Gorm's åbner restaurant i Aarhus

Om formiddagen kan du spise brunch, der er bygget op omkring italienske produkter. Du kan også få en særlig morgenmadspizza med æg, bacon og baked beans.

"Vi glæder os rigtigt meget til at kunne byde aarhusianerne på sprøde pizze i en hyggelig restaurant og til at blive en del af det lokale liv i Jægergårdsgade. Selvom vi er en kæde, gør vi enormt meget ud af at forstå, hvem vi er landet hos, og hvordan vi bliver en del af det lokale liv," siger Kim Keller, der er en af stifterne af Gorm's og ansvarlig for etablering af nye restauranter.

Gorm's vil blandt andet tilbyde en aarhusianske signaturpizza, der vil blive solgt eksklusivt hos Gorm's i Aarhus. Pizzaen er prydet med skinke fra det lokale økologiske landbrug Troldgaarden, der har til huse syd for Skanderborg.

Om sommeren kan maden nydes udenfor med en cocktail i hånden på den pulserende Jægergårdsgade.

Gorm's har i forvejen syv restauranter, seks i København og en i Odense.

jr

 

Publiceret 09 February 2018 14:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV