Hørte lyde fra kælderen:

Beboere spærrede 58-årig indbrudstyv inde

Beboere låste dørene til kælder, så tyv ikke kunne komme ud

To beboere i en bygning på Onsholtvej i Viby reagerede hurtigt og ret køligt, da de natten til torsdag klokken 02.33 opdagede, at der var et indbrud i gang på matriklen.

Beboerne hørte nogle lyde fra den fælles kælder, og da der har været flere indbrud i den, besluttede de sig for at undersøge sagen nærmere.

Den ene åbnede forsigtigt kælderdøren og så en mand, der sad og rodede ved et af kælderrummene.

LÆS OGSÅ: Ældre par taget i at dyrke sex i det fri

Derefter fik de hurtigt lukket og låst begge døre, der fører ud af kælderrummet, hvorefter de ringede til politiet.

Godt ti minutter efter kunne politiet gå ind i kælderen, hvor de mødte en 58-årig mand.

Han påstod først, at han boede på stedet, men det kunne betjentene hurtigt modbevise, hvorefter han indrømmede, at han var kommet for at stjæle.

Han blev da også fundet i besiddelse af flere typer indbrudsværktøj.

Den 58-årige blev anholdt og sigtet for indbrud.

dp

Publiceret 08 February 2018 11:07

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV