Ny restaurant:

Social dining på vietnamesisk i Aarhus

En ny vietnamesisk restaurant i Bruuns Galleri har sat social dining på menuen, når de åbner for kunderne på mandag

På mandag åbner en ny restaurant i Bruuns Galleri. Ejeren er en gammel kending, men konceptet er helt nyt. Det oplyser shoppingcentret i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Faour tager den ægte falafel med ind til Aarhus

”Familien Phan har drevet restaurant her i Bruuns Galleri, siden vi åbnede i 2003, og vi ser frem til deres nye koncept med restaurant Cu Cu, som jeg er sikker på vil passe til de mange gæster, som vi hvert år har her i Bruuns Galleri. Det er en spændende fornyelse, og Cu Cu bidrager til at styrke den food-profil, som vi har her i centret, hvor vi satser på et stort og varieret udbud af kvalitets spisesteder,” fortæller Claus Brændgaard, Center manager i Bruuns Galleri, i pressemeddelelsen. 

Restaurant Cu Cu har de seneste måneder været under opbygning i de lokaler, som tidligere husede restaurant Ha Long.

”Efter 14 år med Ha Long havde vi lyst til at udvikle et nyt koncept, som passer bedre ind i tidsånden. Det synes vi, at vi nu har fået med Restaurant Cu Cu. Hjemme hos os har vi altid spist sammen hele familien med madfade midt på bordet, præcis som man gør i Vietnam. Den ældgamle tradition tror vi på, at gæsterne her i Aarhus er med på. Det kaldes com gia dình på vietnamesisk og på moderne dansk kaldes det, social dining,” forklarer Stephanie Phan, Konceptudvikler hos Cu Cu, i pressemeddelelsen. 

Farvel til buffeten

Menukortet består af traditionelle vietnamesiske små- og hovedretter, hvor der bl.a. også bliver mulighed for at lave sine egne friske forårsruller ved bordet. 

”Vi har et ønske om, at vores kunder bliver længere tid, end vi er vant til. Gæsterne vil opleve en langt mere kvalitetsbevidst og autentisk menu end tidligere, hvor buffeten var dominerende. Arkitekten har derfor tegnet den nye restaurant uden buffetområde, og det har givet plads til en helt ny spændende indretning,” fortsætter Stephanie Phan i pressemeddelelsen.

For at give gæsterne en fuldkommen madoplevelse udvides vinkortet, og der tilbydes cocktails. 

Aarhusianerne kan se frem til vietnamesiske retter, som de ikke har set før i Aarhus.

”Gæsterne vil have større oplevelser i dag, end da vi startede restaurant for 14 år siden. Folk rejser mere, og de er blevet mere modige i forhold til at smage nye retter, og derfor tror vi på, at gæsterne vil tage godt i mod det nye koncept, hvor vi har mange flere specielle vietnamesiske retter på kortet. Alle vores retter er tilberedt fra bunden med inspiration fra Hanoi i Nordvietnam, og de er tilberedt ud fra familieopskrifter, der er blevet delt gennem generationer i vores familie,” siger Stephanie Phan. En af de retter er Bun Cha en egnsret fra Hanoi, der består af nudler, vietnamesiske frikadeller og krydderurter.

jwh

Publiceret 07 February 2018 14:15

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV