Klumme:

Guds søn skal frelse AGF

Superligabomberen Martin Pusic er ny mand hos AGF. Men er den 30-årige østrigsk-kroatiske angriber den rette til at vende skuden?

Af
Af Martin Jørgensen

Martin Pusic. En decideret lottokupon blev hentet til 'de hvii'e' på transfervinduets sidste dag.

Han har alle de fodboldfaglige kvaliteter til at være en profil i Superligaen. Og det er vel at mærke med en kæmpestor streg under fodboldfaglig, for han har ikke passet ind i de danske omklædningsrum.

Det kunne også sagtens gå hen at blive et problem i det aarhusianske, hvor forventingerne er tårnhøje og presset kolossalt.

LÆS OGSÅ: Man vinder ikke fodboldkampe med et flot CV

En fryd for øjet

Jeg kan stadig huske, da jeg sad på Blue Water Arena i Esbjerg i isnende kulde og nød den østrigsk-kroatiske angriber i aktion for første gang. Pusics aggressivitet og boldfasthed var en sand nydelse og på et internationalt niveau.

Han blev med sine mange mål i den stribede trøje en vaskeægte publikumfavorit fra dag ét. Også hos undertegnede. Hans bevægelighed og gåpåmod var en fornøjelse af være vidne til.

Men bag de 14 mål og pragtfulde præstationer, gemte der sig uro og en Pusic, der ikke passede ind sammen med resten af truppen på det sociale plan.

Fodboldspilleren Martin Pusic er et scoop til den bedste danske fodboldrække - ingen tvivl om det. Statistikkerne taler sit tydelige sprog med 37 mål i 88 superligakampe. Men det samme virker tilsyneladende ikke til at være tilfældet med mennesket Martin Pusic, der har fået prædikater som 'problembarn', 'selviscenesættende' og 'egoistisk'.

LÆS OGSÅ: Lad nu være med at gå i panik i transfervinduet

David Nielsens projekt

For mig at se afhænger det af David Nielsen, og om AGF-træneren formår at få integreret den iltre målscorer på holdet, for faren lurer lige rundt om hjørnet. I hvert fald hvis man spørger hans tidligere holdkammerater.

8. april 2015 spurgte BT Michael Jakobsen, tidligere forsvarsspiller for blandt andet EfB, Aab og FCK, hvorfor Pusic er irriterende.

”Det er lidt det med de spillere, der ved, de betyder meget for et hold med de mål, de scorer. De tænker, at de kan tillade sig lidt mere, end hvad der er rimeligt. Det gør han. Og nu har han succes og scorer mål, men når ikke han gør det en dag, er det en anden sang.”

Og det er lige præcis her, at problemet ligger. Hvad sker der, hvis den mulige frelser ikke scorer mod Hobro på mandag eller senere mod SønderjyskE og Lyngby? Kan AGF så rumme en utilfreds Martin Pusic?

Klubben, der er blevet kaldt galehuset i hele fodbold-Danmark, har allerede sit at se til med svigtende resultater.

Mål og problemer

Martin Pusic er en tikkende bombe. Det så man i Esbjerg, hvor han, trods sine mange mål, ikke blev en del af omklædningsrummet.

Målene og problemerne fortsatte hos ulvene, hvor Thorup sendte ham i skammekrogen, efter den kontroversielle frontløber overfusede den danske træner.

Og i København var han topscorer. På reserveholdet.

Men sådan er det med Martin Pusic - og med Lotto-kuponer for den sags skyld. Enten vinder du. Eller også taber du. Men de færreste vinder i Lotto.

Publiceret 07 February 2018 12:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV