Ekspert om DM:

Kom med alle stjernerne

DM i badminton afholdes fra 7. til 10. februar, og badmintonekspert Jim Laugesen håber på, at alle topspillerne drager mod Aarhus

Af
Af Martin Jørgensen

Danmarksmesterskaberne i badminton bliver for tredje år i træk afviklet i Ceres Park & Arena i Aarhus med byens tre store klubber, Viby, AB og Højbjerg, som ansvarlige for afviklingen af arrangementet.

LÆS OGSÅ: Aarhusiansk danmarksmester imponerer landstræner

Her er Aarhus også godt repræsenteret med store profiler, idet Anders Antonsen, AB, er forsvarende danmarksmester i herresingle, og i år skal forsøge at hive sin anden DM-titel hjem.

Jim Laugesen, badmintonekspert hos TV 2 SPORT, ser da også frem til 7. februar, hvor turneringen skydes i gang.

“Jeg glæder mig rigtig meget til DM. Aarhus er en stærk badmintonby med hæderkronede klubber, der rummer en rigtig god kultur. Der plejer at være god stemning, hvor rigtig mange mennesker kommer for at se stjernerne i aktion,” siger badmintoneksperten, der som spiller deltog ved OL i 2000, vandt EM-bronze og er blevet nummer fem ved VM.

Stjernernes vigtighed

I øjeblikket er det kun Jan Ø. Jørgensen, der, grundet en skade, har meldt afbud til turneringen. Og ifølge Jim Laugesen er det afgørende for turneringen, at de danske profiler melder deres ankomst.

“Det har været et mønster de sidste par år, hvor flere spillere har meldt afbud med skader og sygdomme. Jeg er spændt på at se, om alle de store stjerner stiller op. Hvis det er tilfældet, får vi et fantastisk DM.”

Jim Laugesen anerkender, at det er en anden tid, hvor penge har rigtig meget at sige. Ligeledes er spillernes pressede program en afgørende faktor, der er med til at bestemme, hvorvidt de har mulighed for at deltage i en turnering som DM. Alligevel mener badmintoneksperten, at turneringen er vigtig for spillerne.

“Det er en ære at være dansk mester, når man står og er færdig med turneringen. Og hvis man som topspiller i Danmark gerne vil forbi Morten Frost og Peter Gade, så er det DM, man skal vinde,” siger eksperten og hentyder til de to badmintonkoryfæer, der begge vandt utallige DM-titler.

Lokale håb

Udover det lokale stjerneskud, Anders Antonsen, er der flere spillere, der skal spille med om en topplacering, heriblandt Rasmus Gemke, der nu stiller op for Skovshoved, men tidligere har spillet i såvel AB som Højbjerg.

“Gemke har virkelig spillet sig ind, og han har faktisk vundet større turneringer end Anders Antonsen, da han tog sejren i Bitburger Open. Han har også lige spillet sig flot videre i Indonesia Masters, så han er bestemt en spiller, der også kan gå ind og gøre det godt.”

Anders Antonsen er andenseedet efter verdensmesteren Viktor Axelsen, mens Rasmus Gemke er tredjeseedet. Alt kan dog ske ved et DM, hvor overraskelser kan opstå.

“Det er dét, der er så spænd-ende ved et DM, og det er derfor, at man skal tage ud og se turneringen. Ingen forventede, at Anders Antonsen ville snuppe titlen sidste år, og det kan være uforudsigeligt, når danskere møder danskere. Der er mange spillere til DM, for hvem turneringen er det største.

Det er det måske ikke for en spiller som Viktor Axelsen, så alt kan ske.”

Publiceret 05 February 2018 10:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV