Konrad skal få friskole på ret køl

Børnenes Akademi har fået ny skoleleder, der har stor erfaring med friskoler. Visionsmøde skal give mere klarhed for fremtiden

Af
Af Kim Skovrup Andersen

Friskolen Børnenes Akademi, der har levet en noget omtumlet tilværelse i sin korte levetid, har for tredje gang på to et halvt år fået ny skoleleder.

Det er den 55-årige Konrad Kriescher, som afløser Lise Kranz. Hun har valgt at søge nye udfordringer.

LÆS OGSÅ: Efter 2,5 års arbejde: Børnenes Akademi åbnet

“Jeg har været i denne her friskoleverden i 18 år og har erfaring med nye skoler,” fortæller Konrad Kriescher, der oprindeligt kommer fra Belgien og taler flydende dansk, tysk og fransk.

Konrad Kriescher arbejdede i tretten år på Norddjurs Friskole som henholdsvis lærer, viceskoleleder og til sidst skoleleder, inden turen gik Ringsted i 2013. Han var han skoleleder på Ringsted Lilleskole og levede et pendlerliv.

Ledererfaring

“Da jeg kom til Ringsted var skolen et år gammel, og der var 115 elever, og da jeg forlod stedet var der 200 elever, så det var rigtig sjovt. Men som tiden gik, føltes køreturen hver mandag og fredag længere og længere, og jeg savnede familien, så det var tid til at søge hjemad,” forklarer Konrad Kriescher og fortsætter:

“Jeg kan godt lide udfordringer, og der er en personlig motivation, fordi nu kan jeg komme hjem hver eneste dag, og det er sgu dejligt at være sammen med familien igen.”

Og udfordringen kan udefra set godt virke noget stor, for Børnenes Akademi er endnu ikke kommet helt op at køre med elevtal og fast beliggenhed. Elevtallet er for lavt, og spejderhytten på Møgelgårdsvej i Lystrup er ikke en permanent løsning. Skolen har dog får mulighed for at leje en bygning yderligere lige over for spejderhytten, og det har givet meget mere plads.

Kriescher hæfter sig ikke så meget ved, at han nu er den tredje leder i skolens korte levetid.

LÆS OGSÅ: Friskole ansætter lederduo

Han går i stedet mere ind for det gamle ordsprog om, at tredje gang er lykkens gang.

“Jeg har søgt det her job, fordi jeg tror på projektet, og jeg kan mærke, at der allerede er sket en hel del den første måneds tid. Og det tror jeg også, børnene kan mærke. Det er ingen hemmelighed, at der skal være flere børn. Lige nu er der 28 elever, og det er for lidt. Ifølge friskoleloven skal man være 32 efter to år. Jeg tror på, at vi bliver over 32 elever igen efter sommerferien, for jeg har allerede skrevet de første seks elever op, så det er positivt. Men vi skal selvfølgelig være endnu flere. Jeg har sagt til bestyrelsen, at nu er vi ved at bygge op, og målet er, at vi minimum skal være 40 elever til august. Men det er betinget af, at vi har en tydelig vision for skolen og en tydelig retning,” fastslår den nye skoleleder, som har sat en skæringsdato til august 2019 i forhold til elevtal og i forhold til en fast beliggenhed.

Derfor inviterer skolen til et visionsmøde tirsdag 6. februar klokken 19-21 for nuværende og kommende forældre og andre interessenter.

“Vi prøver at etablere netværk i nærområdet, og vi for eksempel har et rigtig godt samarbejde med kontorfællesskabet Kirstinelund, der har hjulpet os med forskellige ting. Det er rigtig fint at være omgivet af folk, der vil os det godt,” siger den nye skoleleder.

Publiceret 05 February 2018 14:30

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV