Vigtig vej i Tilst må vente til maj

Bünyamin Simsek (V) håber inderligt, at ny Tilst-vej ikke kræver en vvm-redegørelse

Af
Af Louise N. Burmeister

Ny vejstrækning i Tilst, der skal forbinde Blomstervej med Bredskiftevej, kan være længe undervejs.

En vvm-redegørelse (vurdering af virkninger for miljøet) kan nemlig forsinke byggeriet i op til to år.

Vejen er et led i en ny lokalplan for området, hvor der skal bygges 600 nye boliger.

“Vi i Venstre anerkender, at der er alvorlige trafikale udfordringer i området, så det er rigtig vigtigt, at den vej kommer hurtigst muligt,” siger Bünyamin Simsek (V), der er rådmand for Teknik og Miljø.

LÆS OGSÅ: 653 boliger og supermarked på Gasa-grund

Også på grunden lidt længere nordpå ved Blomstervej og Marienlystvej er der planer om nye boliger.

Her er der lagt op til, at der kan bygges på et boligetageareal på op til 30.000 kvadratmeter. Hvilket vil skabe et yderligere pres på de eksisterende veje.

Bygherre på boligprojektet på den tidligere Gasa-grund forpligter sig til at bygge vejstrækningen fra Blomstervej til Bredskiftevej, men kan altså risikere, at der skal laves en vvm-redegørelse.

Ikke bygherres ansvar

I så fald vil rådmanden dog ikke holde boligbyggeriet tilbage.

“Det er ikke bygherres ansvar, hvis der skal en vvm-undersøgelse til. Så det skal bygherre ikke lide skade under,” siger Bünyamin Simsek.

Bekymrer det dig ikke, hvis der går tre år, før der kommer en vej?

“Jo, det bekymrer mig. Vi har i Venstre, før jeg blev rådmand for Teknik og Miljø været meget optagede af at ville investere i infrastruktur. Men vi har ikke kunnet få det igennem i byrådet. Så nu glæder jeg mig over, at der er en privat investor, der vil gå ind i projektet,” siger Bünyamin Simsek og tilføjer:

“Jeg håber inderligt, at der ikke er vvm-pligt, så bygherre kan gå i gang med vejetableringen lige så snart lokalplanen er vedtaget.”

LÆS OGSÅ: Boliger på Gasa-grunden: Tilst-borgere frygter 16 meters-byggeri

Vil den vej løse de trafikale problemer?

“Vurderingen er, at lastbiler vil betjene sig af Bredskiftevej. Men vi kan jo ikke bestemme, hvilke veje folk vælger. Det vil være en styrkelse af vejnettet, så må vi se på, hvor meget det hjælper, eller der skal andre ting til,” siger rådmanden.

Magistraten for Teknik og Miljø oplyser, at man i begyndelsen af maj forventer at have afklaret, om der skal en vvm-redegørelse til.

Publiceret 02 February 2018 16:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV