Venstre om kontroversielt SF-forslag:

"Forbud er lidt sindssygt"

SF's forslag om at aflyse Classic Race Aarhus falder ikke i god jord hos Venstre

Torsdag kom SF i Aarhus på banen med et mildest talt kontroversielt forslag om, at Classic Race Aarhus ikke længere må afholdes i Aarhus.

Racefestivalen, der første gang blev afholdt i 2010, har vokset sig større og større og slog i 2017 rekord med over 40.000 publikummer.

Men SF vil have det ternede flag pakket ned, efter Miljø- og Fødevareklagenævnet har underkendt kommunens tilladelse til løbet på grund af støjgener.

“For mig betød nyheden, at bægeret nu er flydt over,” meddelte SF's medlem af Teknisk Udvalg, Jan Ravn Christensen, som vil udarbejde et konkret beslutningsforslag.

LÆS OGSÅ: SF vil have Classic Race aflyst

Den udmelding har man dog kun hovedrysten tilovers for hos Venstre.

"Hvis man skal bruge den argumentation, som SF bruger, så er der pludselig rigtig mange arrangementer, vi skal have luget ud. Så kunne man begynde at sætte spørgsmålstegn ved Northside, DHL Stafetten og Aarhus Festuge. Det er jo arrangementer, som allesammen sviner, larmer og gør det svært at finde en p-plads, men i Venstre har vi den holdning, at Aarhus er en by, der skal bruges, for det er det, der også gør den fed at bo i," siger politisk ordfører Lene Horsbøl, som mener løbet klart har tilkendegivet, at man vil overholde de regler, man præsenteres for.

"Selvfølgelig skal lovgivningen skal overholdes, så man også kan bo i nærheden af begivenheden, mens den står på. Men ligefrem at forbyde den, synes vi godt nok er lidt sindssygt."

Venstre-kvinden mener, SF skyder helt skævt med et forbud mod Classic Race Aarhus, der har så mange publikummer.

"Der er masser af mænd, kvinder og børn, og det vidner om, at arrangementet har en meget bred appel. Det handler nok dybest set om, at SF har en eller anden bilpolitik, som man prøver at tage med sig over i sin event-politik i forhold til, og det er en ærgerlig form for smagsdommeri. Man skal passe på med at blande tingene sammen. Ét event i én weekend ændrer næppe det store for miljøet i Aarhus Kommune, så måske skulle man kigge lidt bredere på den problematik i stedet for at gøre Classic Race Aarhus til synderen."

LÆS OGSÅ: Klumme: Gu' skal vi da have store events i Aarhus

Du sammenligner med Festugen, Northside og DHL Stafetten, men har SF ikke en pointe i, at ingen andre arrangementer lukker så mange vigtige veje og larmer så meget i så lang tid som Classic Race Aarhus?

"Altså Aarhus City Half Marathon lukker jo ret mange veje og har en kæmpe indflydelse på trafikken. Så den sammenligning synes jeg godt, man kan lave."

Det varer trods alt kun en enkelt dag. 

"Det er er rigtigt, men så bliver det bare igen noget smagsdommeri. Og hvor går grænsen? I Venstre synes vi i hvert fald ikke, at den går ved Classic Race Aarhus, når de er med på at overholde reglerne. Så har man selvfølgelig lov til at være i Aarhus på linje med alle andre begivenheder, der også har en indflydelse på borgerne, mens de står på."

Men der er vel en grænse - også for Venstre?

"Helt klart. Og derfor tror jeg også, at byrådet gør klogt i at tage en overordnet diskussion om events, og hvor mange vi skal have. Det er bare ærgerligt at pege på Classic Race Aarhus som det event, der skal løse det problem og blive SF's syndebuk."

Publiceret 01 February 2018 14:20

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV