Jens fra Korpset:

"Det værste var at blive smidt hjem"

Tre aarhusianske mænd har været med i optagelserne til TV2-successen Korpset, der netop har haft premiere

26-årige Michael Gabelgaard Schjøtt, 33-årige Aske Rask og 22-årige Jens Hagbard Børsting Nielsen alias nummer 3, 17 og 19. 

De tre Aarhus-gutter er med i tv-programmet Korpset på TV2, som netop har haft premiere på sæson 2 her til aften.

LÆS OGSÅ: Thomas Rathsack: Jægersoldater er ikke supermænd

Her kunne vi se Jens Hagbard Børsting Nielsen ryge ud.

De, der har set udsendelsen, ved, at det ikke er småting, de 30 Korpset-deltagere bliver udsat for, og både Michael, Aske og Jens lægger heller ikke skjul på, at det var en god, men hård omgang.

"Det værste ved at være med var, at jeg blev smidt hjem. Jeg ville hellere selv have meldt fra, men jeg kunne ikke mere. At jeg ikke selv fik lov til at melde fra, har påvirket mig meget, efter jeg kom hjem. Jeg har ærgret mig så meget, at jeg næsten havde lyst til at stille op til den rigtige prøve til Jægerkorpset bare for at bevise, at jeg godt kan," siger den nu 22-årige Jens Hagbard Børsting Nielsen, der under optagelserne er 21 år.

 

En møg, klam sø

Jens kommer oprindeligt fra det vestjyske, og han kender derfor Klosterheden, hvor programmet er optaget, rigtig godt.

"Han blev ret hurtigt den vestjyske tourguide," fortæller Aske Rask med et smil, da vi mødes i Seier Fitness på Spanien.

Da Jens har stort kendskab til området, var han da heller ikke i tvivl om, hvad der skulle ske i aftenens afsnit, da aspiranterne stod foran en sø og blev bedt om at smide tøjet.

LÆS OGSÅ: Iskoldt eventyr: Vi er hverken jernmænd eller jægersoldater 

"Det er den ulækreste sø, der findes, og alle i området ved, hvad det er for en. Der var lort på vores kroppe, da vi kom op - det var så ulækkert. I folkeskolen jokede vi altid med, at hvis man ikke opførte sig ordentligt, så kom man i søen. Da jeg fortalte mine kammerater på SMS, at jeg havde været ude for det værste i mit liv, fik jeg et svar retur, hvor der stod: Har du været i søen?," fortæller Jens på klingende vestjysk og et stort grin.

Intense forberedelser

Fælles for de tre Aarhus-aspiranter er, at de meldte sig til for at få udfordringen både fysisk og mentalt, og mens både Aske og Michael trænede op til optagelserne, så nåede Jens kun at løbetræne for at komme i nogenlunde form. En form, der ellers tidligere har været god med både dansk mesterskab i judo og jysk mesterskab i boksning. 

"Jeg har altid interesseret mig for sport, og jeg synes, alt omkring elitesoldater er vildt spændende, så jeg synes, det var en oplevelse at være med, også selv om jeg allerede ryger ud i program nummer et. Jeg blev ramt af en vabelstorm de sidste kilometer i marchen. Min venstre fod var helt smurt ind i blod, fordi en af dem var en blodvabel, og der var gået hul på den. Jeg bed det i mig, men hvert skridt gjorde ondt, og bare tanken om det gør ondt," siger Jens. 

Læs mere om de tre deltagere, og hvad de har fået ud af at være med i næste uges Lokalavisen Aarhus. 

Publiceret 31 January 2018 21:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV