VIDEO:

Praktikanten på tur: Rustne ben og galopperende puls

Løbeklummen er for alvor skudt i gang, og hele fire gange på to uger har Lokalavisen Aarhus' journalistpraktikant Martin Jørgensen måtte snøre løbeskoene

Af
Af Martin Jørgensen

De første løbeture er overstået, og hold nu op, hvor er det en ynk at være vidne til en så miserabel form. Mine ben kan holde til lige akkurat 50 meter, før det giver stød i både skinneben og lægmuskler.

Der skal virkelig bankes meget rust af min nu 25 år gamle krop. Heldigvis får jeg kyndig assistance, så min krop kommer til at stå kampklar og rustfri i juni.

Jeg har nemlig allieret mig med Rune Darling, stifter og indehaver af løbevirksomheden RunningNow i Lystrup. Rune skal skræddersy det helt perfekte løbeprogram, der skal fungere som min bibel de næste mange måneder.

Mr. Darling

Runes erfaringer inden for løb er imponerende. Han er en vaskeægte connaisseur inden for sit felt. Det siger jeg ikke, fordi jeg håber, han skruer ned for de dræbende intervalløb, men fordi mit indtryk er, at det er en mand, der ved, hvad han snakker om. Han har på egen krop prøvet at presse sig selv til det yderste og hjulpet mange andre til det samme.

Nu skal det ikke til at handle om Rune, men manden har, ifølge sin hjemmeside, en personlig målsætning om at løbe 100-150 kilometer per uge.

Ja, du læste rigtigt. 150 kilometer.

Det svarer til en løbetur fra Aarhus til min hjemstavn Esbjerg på vestkysten. Bare tanken om det gør mig forpustet.

LÆS OGSÅ: Praktikantens vej mod de 21,0975 kilometer

Tålmodighed er en dyd

“Du kommer ikke til at tabe dig det første stykke tid, og løbemæssigt skal du være klar over, at det bliver en rolig proces, hvor du ofte vil føle, at du kan yde mere, end du rent faktisk kommer til,” fortalte Rune mig, da vi mødtes i Lystrup på Mr. Darlings adresse.

Først forstod jeg det ikke rigtigt. Så kommer jeg jo ikke i form, hvis jeg ikke presser mig selv og min krop, tænkte jeg. Men det hele gav bedre mening, da han forklarede årsagen.

Det kommer nemlig til at tage mellem to og tre måneder, før mine ben er fysisk klar til de længere distancer. Derfor nytter det ikke noget, at tonse derudaf fra den ene dag til den anden. Min krop skal først være klar, og det tager tid.

et værst tænkelige kan opstå, hvis jeg vælger ikke at følge Runes råd. Skader. Og gudskelov for, at det endnu ikke er sket, 7-9-13, korsets tegn og alt det der.

Indtil videre har jeg fået besked på at drage ud på løb/gå-ture for at forberede min krop. De sidste par uger har jeg været på ture, der strækker sig over tre-fire kilometer. På min færden i det aarhusianske landskab har jeg fået besked på at variere mellem løb og gang. “Du skal løbe i et tempo, hvor du stadig har overskud til at kunne snakke og hygge dig,” fortalte Rune mig, da vi mødtes.

Jeg kan hilse og sige, at det ikke går hurtigt, for så snart, at jeg sætter farten op, følger pulsen i allerhøjeste grad med.

Én af mine ture har eksempelvis været en '3-5-3-4-1-tur'.

Tre minutters gang, fem minutters løb, tre minutters gang, fire minutters løb og ét minuts gang.

Det lyder ikke af meget, og det er det nok heller ikke, men det er dét, Rune Darling har bedt mig om, og nogen gange skal man bare lytte til eksperter i stedet for at tro, at man er en verdensmand, der kan det hele.

For det ved jeg allerede nu, at jeg ikke kommer langt med.

Publiceret 26 January 2018 13:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV