Bloodbath

Bloodbath

Svensk blodbad kommer til Aarhus

Svensk dødsmetal-supergruppe kommer til metalfest i Aarhus

Mørket sænker sig over Smilets By, når den årlige metalfestival Royal Metal Fest finder sted i Aarhus fredag 6. april og lørdag 7. april på spillestederne Voxhall og Atlas.
Årets hovednavn bliver det svenske dødsmetalband Bloodbath (blodbad), som kun har spillet én gang tidligere i Danmark. Det var til Copenhell i 2015.
Bloodbath er ifølge arrangørforeningen Metal Royale et af de helt store bands indenfor genren. Gruppen blev dannet i 1998 med Mikael Åkerfeldt som forsanger. I 2014 blev han afløst af Nick Holmes fra gruppen Paradise Lost.
Det svenske blodbad spiller på festivalens første dag sammen med Origin. Gruppen Ensiferum er hovednavnet lørdag, hvor også Lebenssuch og Deadflesh spiller. 
Der bliver sat et begrænset antal endagsbilletter til salg på fondenvoxhall.dk fra fredag 19. januar til 385 kroner. Billet til begge dage koster 585 kroner.
Atlas og Voxhall lægger scene til i alt 20 koncerter i løbet af festivalen. Arrangørerne vil snart sætte navn på flere af de danske og internationale navne, der kan høres til Royal Metal Fest 2018.
jr

Publiceret 18 January 2018 20:30