SE VIDEO:

Ansatte mistænkt for dyremishandling

På under et døgn har adskillige Facebook-brugere sendt svinere af sted mod Petworld i Viby, efter en video har floreret på det sociale medie Snapchat. Butikschef Lars Vinther fortæller, at han på det kraftigste tager afstand fra videoen

Af
Jonas Hansen

Jonas Wrede Hansen

Ida Wiinquist fra Aarhus fik en ubehagelig oplevelse, da hun tidligere i dag åbnede snapchat på sin telefon. På det sociale medie florerede en video, hvor en ansat i Petworld i Viby under sin vagt prikkede til en hamster med en kuglepen op til flere gange, imens den ansatte grinede.
"Jeg blev chokeret. Man kan tydeligt se på hamsteren, at den ikke kan lide det. Den ser skræmt ud. Det gør man bare ikke mod dyr, så er det ligemeget, om det er en hest eller en regnorm," fortæller Ida Wiinquist til Lokalavisen Aarhus. 

Inde i en dyrevelfærd-gruppe på Facebook kunne Ida Wiinquist se, at hun ikke var den eneste, der var blevet forarget over videoen og mistænkte det for at være dyremishandling. 
"Der er mange, der har skrevet, at det er forfærdeligt," fortsætter hun. 

Butikschef tager afstand

På Facebook er Petworld i Viby havnet i en regulær shitstorm. På under et døgn har adskillige personer givet butikkens Facebook-side et-stjernede anmeldelser med en sviner til følge for at vise deres utilfredshed med video-klippet. 
Det har Ida Wiinquist også gjort. 
"Vi vil gerne vise, at vi støtter op om dyrs velfærd," fortæller hun. 
De mange opslag fra Facebook-brugere har fået butikchefen hos Petworld i Viby til at tage affære. 
"Vi tager på det kraftigste afstand fra den video, der lige nu florerer på de sociale medier. De to ansattes håndtering af hamsterne er på ingen måde en facon, vi accepterer," skriver Lars Vinther, butikschef i Petworld i Viby, på Facebook og fortsætter:
"Vi stiller høje krav til, hvordan vores ansatte skal håndtere og omgås dyrene i vores butikker. Vi har skriftlige retningslinjer omkring håndteringen af dyr, som alle vores medarbejdere er bekendte med. Vi ser derfor med største alvor på den her sag, som vil have konsekvenser for de pågældende medarbejdere. Vi har samtidigt også indskærpet over for samtlige medarbejdere, hvordan dyr skal håndteres i vores varetægt. Vi beklager dybt det hændte."
Hos Dyrenes Beskyttelse oplyses det, at man har kigget på sagen, men man vil ikke tage stilling til, hvor vidt der er tale om dyremishandling i videoen. 
”Der kan tolkes meget på klippet. Vi vil gerne afholde os fra at kommentere yderligere på det. Det ville være en spekulation og ikke en faglig vurdering, da vi ikke har mere kendskab til sagen,” fortæller Claus Nielsen, presseansvarlig hos Dyrenes Beskyttelse.  
Lokalavisen Aarhus er i besiddelse af videoen, som kan ses i toppen af artiklen. Videoen er redigeret, så der ikke optræder ansigter i den.
 

Publiceret 17 January 2018 13:45