Fik en klump i halsen:

"Den sang ville Flemming Bamse gerne have sunget"

Bamses Venner glæder sig over modtagelsen af bandets nye julesang

Af
Jonas Hansen

Jonas Wrede Hansen

Flemming Bamse Jørgensen var i tankerne, da Bamses Venner med Kim Schwartz i front for en uge siden fremførte deres helt nye julesang. Det skete i Tivoli Friheden, hvor Lokalavisen Aarhus var til stede for at sende koncerten live på Facebook.
LÆS OGSÅ: Superfan: Bamse ville helt sikkert være stolt
Det gav straks en masse reaktioner, og klippet er nu blevet set mere end 41.000 gange samt fået tæt på 1000 likes.
“Jeg er rigtig glad for, at folk har taget godt imod den. Den er jo først og fremmest ment som en hyldest til Aarhus, og så er den lige i Flemming Bamses ånd,” fortæller Peter Bødker fra Bamses Venner til Lokalavisen. 

Tænkte på Bamse

Den nye sang har fået titlen 'Jul i Aarhus' og blev til sidste år, da Peter Bødker havde besøg af vennen og sangeren Kim Schwartz. Sammen havde de siddet hjemme hos Peter Bødker i Viby og mindet Flemming Bamse, imens de snakkede om den folkekære sangers gamle julealbum 'Jul på Vimmersvej'.
“Vi sad i studiet, og da vi syntes, vi havde været flittige, mente vi, at vi havde fortjent en blå X-mas. Da vi kom ud fra studiet, havde min kone sat en julestjerne. Det så Kim, og fire minutter senere, da vi gik over en jernbanebro, standsede han mig og sang første vers af sangen,” fortæller Peter Bødker, der med det samme blev rørt.
“Jeg fik en klump i halsen og tænkte 'hold da kæft, den sang ville Flemming Bamse gerne have sunget. Den er på alle mulige måder i hans ånd.”

En hilsen til Bamse

Det blev startskuddet til bandets nye julesang, som med sin lune klang gjorde den kolde decemberdag i Tivoli Friheden en anelse varmere. Peter Bødker fik også selv varmen på scenen, da hans tanker var et helt særligt sted.
“De var helt klart hos Flemming Bamse og hans søde kone, Käte, som var til stede. Hun kom hen bagefter og var meget lykkelig og glad for sangen. Det er jeg meget glad for,” fortæller Peter Bødker, der samtidig afslører, at der i sangen er en meget særlig hilsen:
“'Og kigger man op, så ser man blinkende stjerne'.Det er en hilsen til Flemming Bamse.”
Sangen er udgivet i et eksklusivt oplag i år, men ifølge Peter Bødker kan det godt tænkes, at den bliver udgivet i et større oplag til december næste år. 
Se videoen med Bamses Venner i Tivoli Friheden øverst i artiklen.

Publiceret 22 December 2017 08:45

SENESTE TV

År 2014 kommer på museum

Endnu en ny gade er på tegnebrættet i Den Gamle By. Ved siden af 1927- og 1974-bydelen kommer der en 2014-gade bestående af to forskellige hjem – singlekvindens og kernefamiliens – samt fem butikker.

"2014 er hundredåret for Den Gamle Bys stiftelse, derfor synes det oplagt at lave et nedslag der," siger museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard.

"Desuden har vi haft et ønske om, at sende vores gæster på en rejse baglæns gennem tiden. Når 2014-gaden er færdig i 2020/21, vil den være det første, vores gæster møder, når de træder ind i Den Gamle By. 2014 er tæt på nutiden, og størstedelen af vores gæster vil derfor kunne genkende rigtig meget herfra. På den måde går de fra en tryg base og videre til noget, som deres bedsteforældre måske kender og husker. Og så videre derfra og mange hundrede år tilbage i tiden," fortæller hun.

Et moderne familiebegreb

Familiebegrebet er en af de ting, man i Den Gamle By har ønsket at vise, hvordan udvikler sig op igennem tiden.

"Vi har foretaget nogle nedslag i familiehistorien. I 1974 fokuserer vi på den klassiske kernefamilie og - i den helt gamle del af museet - på den udvidede husstand. I 2014-gaden har vi valgt at fokusere på singlekvinden og den moderne kernefamilie, regnbuefamilien, for via dem at illustrere, hvordan opfattelsen af måden at være familie på har ændret sig og er blevet mere elastisk," forklarer Anna Wowk Vestergaard.

Singlekvinden og regnbuefamilien har hun fundet via annoncering på Den Gamle Bys hjemmeside, sociale medier og netværk.

"Jeg har haft kontakten med vores to familier fra starten af projektet og står for at indsamle effekter til at genskabe deres hjem, som de så ud for fire år siden, i den kommende 2014-gade."

Registrering af ejendele

Det kan være svært og yders tidskrævende at indsamle selv simple brugsgenstande og dagligvarer fra år tilbage - også selv om der i dette tilfælde kun er tale om et spring på fire år.

"Da vi havde fundet vores to familier i 2014, foretog vi en registrering af, hvad de havde i deres hjem, så vi havde en indsamlingsliste over alle deres ejendele. Vi indledte i samme ombæring et samarbejde med blandt andre Dansk Supermarked, Thiese, Arla og Coop for at sikre, vi kunne skaffe de autentiske effekter. For eksempel går vores regnbuefamilie meget op i økologi, så vi har fået en del økologiske Änglamark produkter og tomme emballager fra Coop," fortæller museumsinspektøren.

"Hver gang vores familier har skiftet ud i hjemmet, har de doneret det brugte til os. Et af regnbuefamiliens tre børn er flyttet hjemmefra og har solgt sine møbler til os. Og nogle af familiens hvidevarer er gået i stykker, så dem har vi også overtaget."

Den detaljerede liste over, hvad familierne havde i deres hjem i 2014, ligger på Den Gamle Bys hjemmeside.

"Vi får rigtig mange henvendelser fra både producenter og privatpersoner, som gerne vil hjælpe med effekter. Folk kan godt lide tanken om, at tingene får nyt liv på museet," siger Anna Wowk Vestergaard.

Tre butikker

To af de fem butikker i 2014-gaden kommer til at invitere besøgende ind for at 'smage på historien’.

"Den ene bliver et pizzeria. Pizza er jo vores smørrebrød anno 2014. Med pizzeriaet illustrerer vi, hvordan det er blevet mainstream at spise på gaden, samtidig med at vi skaber en genkendelig smagsoplevelse hos vores gæster. Den anden butik bliver en luksus isbutik, hvor vi forestiller os, der skal være brunt papir i ruderne om vinteren med en opfordring til at købe isen på nettet. På den måde får vi også introduceret nethandlen," forklarer Anna Wowk Vestergaard.

"Herudover kommer der tre facadebutikker. En 7eleven som er med til at fortæller dagligvarehandlens historie. Og et solcenter. Solcentret er et eksempel på noget, der fylder meget i en tid, og så stort set forsvinder. Fuldstændig som i 1974, hvor der var røg alle vegne - også indenfor i lejligheder og på arbejdspladser," fortsætter hun.

Den sidste butik på den nye gade bliver en kombineret bank og ejendomsmægler.

"Rigtig mange filialer lukkede i 2014, da mere og mere sker via nettet - derfor en bank. Og ejendomsmægleren giver os mulighed for via ejendomsannoncer at illustrere villaer og parcelhuse fra den tid, som vi ellers ikke har plads til," fortæller Anna Wowk Vestergaard.

Den nye 2014-gade skal ligge ved den nuværende pavillon-indgang ned mod Ceres krydset.

"2014-gaden kommer til at ligge på Dronning Margretes gade, som ligesom kommer til at lukke området med de forskellige bydele af og slutte ringen. Eller i dette tilfælde: karréen."