Husk det nu:

Man giver ikke dyr i gave

Det rigtige match er helt essentielt, når det gælder at anskaffe sig et dyr

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

Knap er døren lukket bag os, før en overstrømmende, firbenet bunke kærlighed med en våd tunge hilser på - i hele undertegnedes ansigt. Det er ikke svært at blive fortryllet af den lille, franske bulldog Gismo og måske tænke: “Du skal da med mig hjem”. Men så nemt er det ikke hos Dansk Dyreværn Aarhus - og slet ikke, hvis man får den idé, at ville give et dyr i julegave. Man gør nemlig meget ud af at finde det rette match, fortæller Karina Hindborg, som arbejder på dyreinternatet og er uddannet hundeadfærdsrådgiver- og instruktør.
 
LÆS OGSÅ: 2 papkasser på 14 dage: Killinger efterladt ved Dansk Dyreværn

“Det hænder, at folk gerne vil give et dyr i gave. Men det er en rigtig dårlig idé, og det kommer ikke til at ske herfra. Vi sikrer os altid, at der er den rette kemi mellem dyret og den nye ejer. Man får altså ikke et dyr med sig, uden at modtageren selv er med - og det gælder, uanset om det er en hamster eller en granddanois. Man skal jo også være sikker på, at den, der modtager dyret, er med på idéen. Køb hellere et gavekort til personen og brug så tid på at finde det rigtige dyr,” siger hun og fortsætter:
“Det er en sød nok tanke, at man gerne vil give sin gamle mor en kat, men er hun reelt interesseret i den, og kan hun magte opgaven?”

Hvad kan du tilbyde?

Netop det dårlige match mellem ejer og i særdeleshed hunde ser de ofte på dyreinternatet i Tranbjerg. Mange af de hunde, som ender på stedet, kommer ofte ind, fordi ejerne ikke magter dem.
“Mange er enormt understimulerede, hvilket fører til stress og hyperaktivitet. Det er vigtigt, at man sætter sig ind i, hvilke forventninger man har til dyret, og hvad man selv kan tilbyde dyret,” siger Karina Hindborg.
 
LÆS OGSÅ: Gode råd: Kom trygt gennem nytåret med hunden

Det gælder ikke kun for hundenes vedkommende, men derimod for alle slags dyr.
“Katte har også mega forskellige personligheder - vi siger ofte, at kattene selv får lov at vælge deres nye familier. Vi kan se med det samme, om kemien er der. De er lige så forskellige som os mennesker,” siger Karina Hindborg.
Hun forklarer også, at man for eksempel skal se på indretningen i hjemmet, om der er mindre børn, og om man ønsker en inde- eller udekat.
“Mange vil gerne have en indekat, men så skal man være opmærksom på, om den trives. Man skal huske på, at den så skal stimuleres - omkring 30-40 jagtsekvenser på en dag,” forklarer Karina Hindborg, som tilføjer, at eksempelvis kaniner ikke nødvendigvis er gode til børn.
“Hvis ikke en kanin bliver neutraliseret, bliver den meget territorial, og man kan hurtigt overskride dens grænser,” siger hun.
Desuden skal man selvfølgelig gøre sig det klart, om det dyr, man har udset sig, er et kæledyr eller et “kigge på dyr.”

En kanin er ikke bare en kanin. Også de har forskellige personligheder.

En kanin er ikke bare en kanin. Også de har forskellige personligheder.

Denne lille spirrevip blev efterladt i en kasse.

Denne lille spirrevip blev efterladt i en kasse.

Publiceret 14 December 2017 12:30

SENESTE TV