Rasmus Seebach indtog Bilka:

10-årig fan stod klar i køen ved midnat

Mange var mødt op i dag i Bilka i Tilst for at få et billede og en autograf af den danske popkonge Rasmus Seebach

Af
Jonas Hansen

Jonas Wrede Hansen

(Artikel under videoen)

Der var i den grad trængsel og rift om de gode pladser i køen, da Rasmus Seebach i dag mødte op i Bilka i Tilst for at skrive autografer og lade sig fotografere sammen med sine fans. Køen fortsatte mange meter ud af butikken, og man skulle møde meget tidligt op for at få en af de forreste pladser.
Det gjorde 10-årige Malia. Hun var allerede klar i køen i nat for at være sikker på at være blandt de første fans, der fik lov at møde Rasmus Seebach. 
"Vi kom klokken 12 i aftes, men så tog vi hjem igen, og så kom vi klokken fire, hvor vi tog hjem igen, og så kom vi tilbage igen klokken ni," lød det fra den unge pige kort tid efter, at hun havde fået en autograf og et billede sammen med sit store idol.
"Det var rigtig fedt. Han sagde hej og spurgte, hvad jeg hed, og så spurgte jeg, om han ville skrive en autograf, og det gad han godt," fortsatte 10-årige Malia med et smil. 

Flere stod i kø i mange timer

De to 15-årige piger Johanne Rasmussen og Karoline Hansen var også mødt tidligt op for at stå klar i køen ligesom 10-årige Mailia. 
"Vi har stået her i seks timer, fordi vi gerne vil være nogle af de første til at møde Rasmus Seebach," lød det fra de to fans, som mødte deres idol for første gang, og de var begge enige om, hvorfor de gerne ville bruge så lang tid på at stå i kø.
"Vi vil gerne have Rasmus' autograf, og vi kan rigtig godt lide at høre hans sange, så derfor er vi kommet," lød det fra dem. 
Det var i forbindelse med promoveringen af det aktuelle album 'Før vi mødte dig', at Rasmus Seebach i dag lagde vejen forbi Bilka. Albummet er den danske popkonges femte studiealbum, og det udkom 24. november. 

Publiceret 02 December 2017 15:30

SENESTE TV