Mathilde Passer glæder sig til at være færdig på skuespilleruddannelsen og komme ud og møde verden. Ud at gå i sin morfars fodspor. Foto: Mai-Britt Jeppesen

Mathilde Passer glæder sig til at være færdig på skuespilleruddannelsen og komme ud og møde verden. Ud at gå i sin morfars fodspor. Foto: Mai-Britt Jeppesen

Dirch Passers barnebarn går i morfars fodspor

Om kort tid er Mathilde Passer uddannet skuespiller og går i sin morfars, den folkekære komiker og skuespiller Dirch Passers, fodspor

Af
Af Mai-Britt Jeppesen

Der er kun få dage til premieren på 'Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed', da Århus Onsdag møder 24-årige Mathilde Passer, der er en af de otte afgangselever på Skuespilleruddannelsen ved Aarhus Teater. Forestillingen bygger på noveller af den amerikanske kultforfatter Raymond Carver og er elevernes afsluttende; kulminationen på fire års intens skoling.
LÆS OGSÅ: Alvin Olid Bursøe: Underligt at se sig selv nøgen i gadebilledet
“Vi otte på holdet har levet i en form for osteklokke de sidste fire år. Vi er kommet ekstremt tæt på hinanden, og mens jeg ser de andre studerende på skolen som mine venner, betragter jeg holdet her som en slags familie. Som det både er enormt spændende, men også angstprovokerende at skulle fra. Det er lidt som at skulle flytte hjemmefra,” siger Mathilde Passer og guider en lok af det lyse hår på plads bag øret.
“Jeg glæder mig til at komme ud og møde den her verden, det er nu, jeg for alvor skal til at gøre mig nogle erfaringer og dygtiggøre mig. Eller som min morfar engang sagde: “Man lærer at spille indianer på skolen, men så snart man kommer ud i virkeligheden, risikerer man at blive skudt af alle cowboys'ne.” Hun smiler ved tanken om sin morfar. Ligesom rigtig mange har gjort det og stadig gør det af Mathildes morfar; den folkekære, nu afdøde skuespiller og komiker Dirch Passer.

Høje forventninger

Det har langt fra altid været givet, at Mathilde Passer skulle følge i sin morfars fodspor.
“Jeg har altid vidst, jeg gerne ville fortælle historier. Og det gjorde jeg i en lang periode gennem musik. Egentlig troede jeg vel, at jeg skulle være musiker. Men efterhånden som jeg blev ældre, blev jeg opmærksom på, at en rigtig stor del af de mennesker, jeg så op til og beundrede, var skuespillere,” fortæller Mathilde.
Skuespillet trak i hende. Alligevel undveg hun og valgte at prøve kræfter med andre brancher.
“Jeg begyndte på journalistlinjen og gik også i lære som fotograf i en kort periode. Jeg forsøgte mig med alt muligt andet end skuespil. Måske fordi det lå lidt for lige for med mit ophav. Jeg tror jeg tænkte: 'Nej, lad nu bare ham om det!'” Hun trækker på skuldrene.
“Men det er jo ikke sikkert, han havde tænkt det samme,” siger hun så. Med et smil.
LÆS OGSÅ: Olivia Joof: Jeg kæmpede meget imod at blive skuespiller

“Samtidig havde jeg lovet min mor kun at gå ind i faget, hvis jeg ikke kunne lade være. Fordi branchen er benhård. Men uanset hvor mange gange jeg sigtede i andre retninger, endte jeg hele tiden tilbage ved teatret. Jeg kunne IKKE lade være.” Igen ryger skuldrene op om ørene.
Mathilde Passer er bevidst om de forventninger, omverden formentlig vil have til hende.
“Det er kun naturligt, at man drager en parallel til min morfars kunnen på en scene, nu hvor jeg har valgt at blive skuespiller. Men omverdens eventuelle forventninger har ikke som sådan indflydelse på mig. Mit fokus er på at dygtiggøre mig. Og de allerhøjeste forventninger er uden tvivl dem, jeg har til mig selv.

Sammen med sine syv medstuderende på Aarhus Teaters scenekunstuddannelse spiller Mathilde Passer med i afslutningsforestillingen ’Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed’. Foto: Rumle Skafte

Sammen med sine syv medstuderende på Aarhus Teaters scenekunstuddannelse spiller Mathilde Passer med i afslutningsforestillingen ’Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed’. Foto: Rumle Skafte

Selvironi og hårdt arbejde

Mathilde Passer begyndte for alvor at se op til sin morfar som skuespiller, da hun selv begyndte at arbejde som skuespiller.
“Blandt andet kan jeg huske, at jeg en aften for nogen tid siden, tilfældigt zappede forbi et program på tv, hvor Dirch blev interviewet. Her sad jeg med en følelse af, at han virkelig vidste, hvad han talte om, når han fortalte om det at være skuespiller. Jeg blev helt rørt og følte mig enormt stolt over at være gået ind i samme fag som min morfar,” fortæller hun.
LÆS OGSÅ: Vi skal være bedre til at hylde vores helte
Om få måneder er Mathilde Passer uddannet skuespiller. Og ud over sin 4-årige uddannelse har hun også talent. Alligevel er hun ikke et øjeblik i tvivl om, at hun kan lære noget af sin morfar.
“Min morfar havde en høj grad af selvironi, og så arbejdede han hårdt. Min mor har flere gange fortalt, hvordan han eksperimenterede med at holde en pause lidt længere eller lægge et tryk lidt anderledes. Lige indtil han skulle på scenen, hvor han så arbejdede videre. Det er noget jeg kan bruge og tage med mig. Det handler ikke om mig som skuespiller, men om at jeg stiller mig til rådighed. For mine medspillere og for publikum”.

Den fornemste opgave

Elevernes afgangsforestilling betragtes på mange måder som et udstillingsvindue. Branchefolk kommer og ser forestillingen og vurderer hver af de otte nyudklækkede skuespillere.
“Man kan hurtigt få den tanke, at nu skal jeg præstere og vise, hvor dygtig jeg er. Den tanke er man nødt til at slippe. Jobbet som skuespiller kan hurtigt gå hen og handle om at få jobs. Men min fornemste opgave er at fortælle historier. Det ændrer sig ikke, hvad end det er en caster eller den lokale cykelhandler, der er inde for at se vores forestilling.”
“Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed” skildrer seks forskellige skæbnehistorier. I forestillingen spiller Mathilde Passer tre forskellige roller, der dog alle har den samme sjæl, de samme grundværdier. Hendes primære rolle hedder Cathrin, en ung og ensom kvinde, der kæmper med sine forældres forsømmelse.
“Rollen som Cathrin trives jeg virkelig med. Det er svært at komme i tanke om noget bedre end at få lov til at demonstrere den her kvindes hjerteskærende skæbne, den her helt essentielle og meget menneskelige grundsmerte og de følelser, der er forbundet med denne for et publikum.”
De svære følelser er Mathilde nu uddannet i at kunne finde frem på scenen. Aften efter aften, uge efter uge, måned efter måned.
“Det kan godt være, Mathilde ikke føler det samme, hver aften jeg står på scenen. Men det gør min karakter. Og det handler om at være tro mod den,” siger hun bestemt.

Publiceret 21 November 2017 10:00

SENESTE TV

Kong Arthur: Kaja og Anders har syv roller, men kommer næppe på scenen

AARHUS Omkranset af bakket landskab, himmel og hav udspiller kampen mellem det gode og det onde sig ved Moesgaard. To år efter succesforestillingen ‘Røde Orm’ indtager Det Kongelige Teater endnu engang de smukke omgivelser omkring museet – denne gang med udendørsforestillingen ‘Kong Arthur’. Legenden om konger og dronninger, riddere og troldmænd vækkes til live af musikere, teknikere, syersker, stuntmænd og over 100 statister – langt størstedelen frivillige. Og så selvfølgelig en række professionelle skuespillere.

Frem til 29. juni har de alle vejret som medspiller. Og som modspiller. Regn og rusk giver en fantastisk effekt på scenen, og samtidig forøger de lunefulde vejrguder risikoen for sygdom blandt skuespillerne. Derfor arbejder man med såkaldte understudies – skuespillere der lærer en eller flere roller i forestillingen, men som kun kommer på scenen i rollen, hvis den skuespiller, der oprindeligt har fået rollen, bliver syg eller på anden måde forhindret.

De to aarhusianske skuespillere Kaja Kamuk og Anders Vølpert Momme er begge understudies i Kong Arthur.

“Man taler om at være understudy i første eller andet lag. Jeg er understudy på Kong Arthur og Leodegrance i første lag – og på Lancelot i andet lag. Det betyder, jeg kommer på scenen, hvis enten Jacob Lohmann, som spiller Arthur, eller Peter Gilsfort, som spiller Leodegrance, ikke kan. Bliver Martin Bo Lindsten forhindret, står der en understudy i første lag klar til at erstatte ham som Lancelot. Først hvis hans understudy bliver syg, skal jeg erstatte ham,” forklarer Anders.

Festlig, fyrig og fræk Rocky Horror

Han og Kaja har sat sig indenfor i det opstillede spisetelt for at nyde godt af varmeblæserne her, inden aftenens prøve kalder alle ud under åben himmel klokken 17.

Kaja Kamuk er understudy på tre kvinderoller i første lag og en i andet lag.

“Jeg er understudy på Dronning Guinnevere, dronningens hofdame og troldkvinden Morgana Le Fey i første lag. Og så på Søens dame i andet lag. Fire roller som er smaskforskellige,” siger Kaja.

En understudys udfordringer

Det er bare to uger siden, hele castet rykkede ud i den enorme scenografi ved Moesgaard.

“I de to første uger herude har jeg fokuseret 100 procent på Kong Arthur, da det er den rolle, som kræver mest af mig. Den kommende uge bruger jeg primært på at lære rollen som Leodegrance og først i den sidste uge inden premieren, tager jeg fat på Lancelot, da sandsynligheden for, jeg kommer til at spille den rolle, er meget lille. Og så har jeg stadig spilleperioden til at læse op,” siger Anders.

Han går til de fire roller, som han går til enhver anden rolle: læser manus igen, igen og så igen.

“Det er rugbrødsarbejde, der skal gøres - heldigvis har jeg let ved at lære replikker. Jeg kan også mærke, det hjælper mig, at jeg har været med til prøverne og hørt replikkerne så mange gange.” Anders lyder absolut fortrøstningsfuld.

Som understudies skal Kaja og Anders ikke bare lære flere karakterers replikker. De skal også kende deres gang på scenen.

“Replikkerne skal nok komme. Det, der er essentielt for mig, er at blive skarp på, hvad de forskellige karakterer gør hvornår, og hvordan de kommer fra A til B. Så når muligheden er der, går jeg på gulvet sammen med spillerne og er deres skygge under prøverne,” fortæller Anders.

Kaja nikker.

“Jeg gør det samme. For mig er det den måde, jeg bedst lærer replikkerne på – ved at få bevægelse på. Det rækker ikke at sidde på publikumstribunen og kigge på. I øvrigt ser man jo alting spejlvendt, når man sidder der. Det er nødvendigt at komme op og selv få det i kroppen. Og det giver en udfordring, når man er understudy på flere roller; man kan kun følge en rolle af gangen.” Hun trækker på skuldrene.

Kong Arthur er en actionfyldt forestilling, hvor riddere duellerer, og store slag udkæmpes for foden af slottet Camelot. Og for fødderne af publikum.

“I en forestilling som den her med heste og motorcykler på scenen og fægtekampe med sværd og stave, har sikkerheden højeste prioritet. Derfor har vi brugt rigtig meget tid på avanceret stuntkoreografi,” siger Kaja. Hun puster luft ud mellem læberne, så de ruller.

Ny sæson gentager successer

I stykket kæmper to af de roller, Kaja er understudy på, mod hinanden med lange stave.

“Stavkampen foregår hele vejen over scenen og omfatter cirka 60 slag. Den er koreograferet helt ned i detaljen. Koreografien er jeg nødt til at lære fra begge sider, da jeg skal kunne erstatte begge roller. Lige nu synes jeg, den er lidt svær at holde styr på, men forhåbentlig når jeg at få koreografien ind i kroppen, så jeg ikke behøver tænke over den længere,” siger Kaja og ryster hovedet energisk som for at få trinene til at falde på plads.

Funktion frem for ambition

Kaja og Anders øver koncentreret for at lære samtlige roller, de hver især er understudies på. Roller de måske aldrig kommer til at spille for et publikum.

“Jeg ved, jeg kommer på scenen som dronningens hofdame tre dage efter premieren. Så får jeg prøvet rollen af, og det glæder jeg mig til. Men ellers er min fornemste opgave her at holde røv og humør oppe på kollegaerne. Det er fedt at være med på en produktion som den her – også selv om lyset ikke falder på mig. Det er slet ikke afgørende,” bedyrer Kaja.

“Vores primære funktion er at skabe tryghed. Bliver nogen syge, er vi her til at dække ind. Selvfølgelig vil jeg da gerne prøve at spille rollerne, men kommer jeg til det, betyder det, at nogen ligger og er syge. Så kommer jeg ikke på scenen overhovedet, er det kun positivt,” stemmer Anders i.

“Som understudy skal man udfylde en konkret funktion, og man må sætte sine kunstneriske ambitioner lidt på pause. Kommer jeg eksempelvis på scenen som Kong Arthur, vil jeg spille rollen så tæt som muligt op af den måde, Jacob spiller den på. Mine medspillere skal jo kunne genkende rollen. Først i det tilfælde, hvor man får lov at spille rollen flere gange, kan man måske tilføre noget, sådan som man normalt gør det, når man spiller en rolle,” fortsætter Anders.

Kaja kommer med nogle lavmælte ‘mmm’er’ fra sin side af kurvesofaen.

“Normalt er jeg typen, der godt kan lide at have overskud i det arbejde, jeg laver. Som understudy på fire forskellige roller, er jeg nødt til at acceptere, at det har jeg ikke her. Det, der bekymrer mig mest lige nu, er kostumeskift. Dem er der en del af, og jeg har ingen idé om, hvad der er hvad. Men hvis jeg skal på scenen, er der forhåbentlig nogle andre, der har det overblik og kan stå klar med de kostumer, jeg skal skifte til,” lyder det håbefuldt fra Kaja.

Anders nikker. Som for at forsikre hende om, at det er der.

“Kommer vi på scenen, ved de andre, vi er ‘de nye i klassen’. Så alle både på og bag scenen vil have fokus på at hjælpe os. Vores medspillere vil nok også skrue ned for hitte-på-som-heden og holde sig til manus for ikke at hylle os ud af den,” supplerer han.

Vejret som med- og modspiller

I månedsvis har et hold af kreative og fingerfærdige syersker været travlt beskæftiget med at designe og kreere kostumerne til Kong Arthur. Resultatet er kostumer med en detaljerigdom og finesse, der er den parisiske catwalk værdi.

“Kostumerne er vanvittigt smukke, og det var fedt at se dem på i aftes, hvor vi havde vores første ‘gennemkravlning’ af forestillingen med kostumer og makeup,” siger Kaja.

“Vi får så vild en maskering! Nogle af os kunne jo nærmest ikke genkende hinanden.” Anders ler.

Gadborg vækker ikoniske dansetrin til live

Kaja har før spillet større, udendørs opsætninger, mens det for Anders er første gang.

“At stå på en scene i det fri er meget anderledes end at stå på en klassisk teaterscene. Her gør vejret, at der er nogle andre ting, man skal være opmærksom på end ellers. Noget af det, vi har joket med, er, at man skal vinke, inden man siger sin replik. Fordi det simpelthen er så vigtigt at gestikulere stort, når man siger noget. Ellers ved folk ikke, hvem der taler. Lige så vigtigt er det at stå stille, når der er andre, der siger noget, så ikke man tage opmærksomheden fra dem,” forklarer Anders med fagter og overdrevne artikulering for at understrege sin pointe.

“Det at spille udendørs kan virkelig noget. Selv når vejret er l-o-r-t – kan det noget. Det tilfører forestillingen en ekstra dimension, man ikke får ellers. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi håber, det bliver lunere i vejret. Forleden da vi havde prøve, var det på en scene, som var dækket af sne!” Kaja gør store øjne. Anders skutter sig i sin flyverdragt.

“Vejret skal nok nå at blive bedre. Men uanset skal rådet herfra til publikum lyde: Tag masser af varmt tøj på! Næsten uanset hvordan temperaturerne har været om dagen, bliver det koldt, når solen går ned,” siger han.

“Klokken er 17. Vi skal have alle til scenen,” lyder en mekanisk megafon-stemme over pladsen.

Kaja og Anders rejser sig fra kurvesofaen, lyner frakke og flyverdragt op og snor halstørklædet en ekstra gang om halsen. De går ud af teltet og forsvinder op ad den græsklædte skråning med retning mod scenen. Som riddere mod Camelot.