Anders Bach bringer i ’Vi elsker Aarhus’ denne Salvador Dali-agtige version af skulpturen Boy, som på et tidspunkt var hegnet ind. Fotografen har også skrevet et kapitel om Aarhus, der beskrives på nogle nye og personlige måder af skribenterne.

Anders Bach bringer i ’Vi elsker Aarhus’ denne Salvador Dali-agtige version af skulpturen Boy, som på et tidspunkt var hegnet ind. Fotografen har også skrevet et kapitel om Aarhus, der beskrives på nogle nye og personlige måder af skribenterne.

Vi elsker Aarhus:

Historier om Aarhus fortalt af byens kendisser

Wassim Hallal, Peter Falktoft, Karl William, Nils Malmros, Jens Blendstrup og mange flere indfødte aarhusianere fortæller hver især deres historie om barndomsbyen. ’Vi elsker Aarhus’ bidrager med nye billeder af byen, der har både storhedsvanvid og mindre

Af
Af Bente Tahmasbi Hansen

Aarhusfotografen Anders Bach fik faktisk ikke selv ideen til bogen 'Vi elsker Aarhus'. Den kom fra et københavnerforlag, som opgav projektet, før det for alvor kom i gang, men langt nok inde i processen til at Anders Bach var helt tændt.
“Jeg var vildt begejstret for ideen og i fuld gang med at lave aftaler med mine mange venner, kolleger og kontakter om at medvirke i bogen,” siger 55-årige Anders Bach, der er født og opvokset i Risskov.
Fotografen har krydset spor med de 11 kendte aarhusianere, der hver især har bidraget med et kapitel i bogen.
“Krimiforfatteren Jesper Stein er min barndomskammerat, Jens Blendstrup er vokset op i samme kvarter som os og Peter Falktoft er født i Stationsgadekvarteret ligesom jeg,” siger Anders Bach.
Hans gymnasielærer var manusforfatter til Nils Malmros' film 'Kundskabens Træ'. Lærerens fortællinger om filmen gav Anders Bach lyst til at blive statist, men han ville ikke lade sin ungdoms hippiehår klippe til fordel for rollen, så han opgav filmkarrieren, før den var begyndt og mødte først Nils Malmros mange år senere.
I forbindelse med denne bog, skulle der tages friske portrætfotos af alle. Det var vanskeligt at finde et tidspunkt til fotografering af Nils Malmros, men heldigvis er Aarhus på en måde en lille by.
“Fatma Øktems kapitel handler om domkirken, og da jeg var i den for at tage billeder, gik jeg lige et smut på Nils Malmros' stamsted: Casablanca. Der sad han, og jeg fik mit foto,” fortæller Anders Bach.
For Aarhus er i virkeligheden en landsby, selv om den eksploderer i disse år og godt kan forveksles med en metropol. Fællesskabsfølelsen er intakt.
“Muslimske Fatma Øktem går ind i domkirken for at tænke sig om og træffe beslutninger. Gadepræsten Mette Birk går ud af den for at møde sine sognebørn i byens gader og nede ved vandet. Havet spiller også en stor rolle for blandt andre Peter Falktoft, der føler, han er vokset op på Den Permanente. Det var der hans bedsteforældre mødte hinanden,” fortæller Anders Bach, som kunne blive ved med at finde fælles træk med bogens medvirkende.
Han føler i høj grad, at Mejlgade og Katedralskolen, hvor hans familie har gået i tre generationer, er hans hjemmebane. Det gør forfatter Jens Blendstrup også og skriver som sædvanligt meget muntert om 'Maiiiiilgaje' og Det Jyske Kunstakademi. Han kalder Aarhus for Jyllands Los Angeles og mindes Lortestien, Djævlebakken og som flere af de andre nudistbadelandet, Den Permanente. Forfatter Stine Pilgaard mener, at Aarhus er et rødglødende lys over netop Den Permanente, højlydt latter i Mindeparken, en lille dreng på størrelse med et højhus og en cirkelformet regnbue, der peger ud over byen.
Hun skriver også:
“Aarhus er et storhedsvanvid, der betragter sig selv med bind for øjnene. De fleste aarhusianere ved, at de er et udvalgt folk. De ved, at de har det lidt bedre end alle andre, fordi de kender en hemmelighed: De ved, hvad Aarhus er, og at ingen anden by for alvor kan konkurrere med den. Større måske, vildere måske, men aldrig så velproportioneret og perfekt”
.

Bøger holder længe

Fotografen mener, at 'Vi elsker Aarhus' kan hele tre ting:
1: Den har superstærke litterære fortællinger med humor, dybde og bid. De i alt 12 skribenter - Anders Bach har også skrevet et kapitel - har hver deres bud på, hvad Aarhus er
2: Den er lokalhistorisk, fordi skribenterne i den har alle aldre og husker tilbage. Bogen er dermed en fortælling om Aarhus siden 1950'erne, hvor Nils Malmros gik på Finsensgade Skole.
3: Den er visuel. Fuld af smukke fotos, der får plads. Af byen, bugten, havet, skoven og strandene.
“Jeg har ladet mig inspirere af kendte kunstværker og stilarter. I billedet af Boy spejler han sig og bliver udflydende som i Salvador Dalis billeder. Mit foto af bugten ligner i høj grad et af Janus la Cours berømte malerier af samme sted,” fortæller fotografen.
Anders Bach har tidligere taget fotos til en bog om Risskov og '50 Beboerportrætter' udgivet af Arbejdernes Andelsboligforening. Han tager også fotos til blandt andre dagbladet Børsen.
“Årsberetninger holder et år, og aviser varer en dag. Men bøger holder meget længe. Det er så fedt at lave dem,” mener han.


Peter Falktoft troede, at han skulle finde sit livs udkårne på Den Permanente - ligesom hans mormor og morfar, der mødte hinanden der. Foto: Anders Bach

Peter Falktoft troede, at han skulle finde sit livs udkårne på Den Permanente - ligesom hans mormor og morfar, der mødte hinanden der. Foto: Anders Bach

Gadepræsten Mette Birk tager tit en snak med sine sognebørn i byrummet - for eksempel ved havnen på kanten af havet. Foto: Anders Bach

Gadepræsten Mette Birk tager tit en snak med sine sognebørn i byrummet - for eksempel ved havnen på kanten af havet. Foto: Anders Bach

Ungdommen på Hipsterhøjen i Rosensgade tæt på Domkirken, Katedralskolen og Mejlgade, der optræder i flere af bogens kapitler. Foto: Anders Bach

Ungdommen på Hipsterhøjen i Rosensgade tæt på Domkirken, Katedralskolen og Mejlgade, der optræder i flere af bogens kapitler. Foto: Anders Bach

'Vi elsker Aarhus' er udgivet på Bachs Forlag. Den kan købes hos boghandlerne på saxo og på www.bachsforlag.dk

Publiceret 14 October 2017 11:00

SENESTE TV