Aarhuspige med i Nephew

Marie Højlund fra Marybell Katastrophy, der bor i Aarhus, er nyt medlem i Nephew, som efter fire års pause er tilbage

Af
Jonas Hansen

Jonas Wrede Hansen

“Vi kan ikke lade være." “Nephew er som en familie, både internt og i forhold til vores publikum, og efter hver især at have været ude at opleve nyt savner vi at feste med familien igen.”
Sådan lyder det indledningsvis fra Nephews frontmand, Simon Kvamm, til Livenation om bandets comeback efter fire års pause. 
Nephew er sammen igen og spiller i Jyske Bank Boxen i Herning 5. oktober og i Royal Arena i København 6. oktober næste år. 
Og når de gør det er det med et nyt, lokalt kendt medlem i bandet. 
Marie Højlund fra Marybell Katastrophy, der bor i Aarhus og igennem længere tid har været aktiv i det aarhusianske kulturliv, er nemlig blevet optaget i Nephew-familien, oplyses det i pressemeddelelsen.
"Vi har lyst til udvikling og noget friskt. Nye møder og nye toner. Men vi kigger ikke kun frem, også tilbage. Vi har lyst til at tale om cirkler og hjul og ting der går i ring, fremfor bobler og disruption og ting der vækster. For vi lever alle i døgn og uger og årstider - alting kører rundt. I 2018 vil vi derfor markere hver af de fire årstider med et fremstød fra vores lejr. For forhåbentlig at kunne mødes med publikum om både noget gammelt og noget nyt," lyder det fra bandet i pressemeddelelsen. 
Marie Højlund og Simon Kvamm arbejdede for nylig sammen med forestillingen "Lyden af de skuldre vi står på", som blev opført på Aarhus Teater under festugen. 
Lokalavisen Aarhus har i dag forsøgt at få en kommentar fra Marie Højlund om hendes nye udfordringer med optagelsen i Nephew, men ifølge bandets PR-manager giver ingen medlemmer i bandet i øjeblikket interviews og har ikke flere kommentarer end dem, der står i pressemeddelelsen.  

Publiceret 03 October 2017 14:00

SENESTE TV