Uskarp kommunikation skabte forvirring:

Hørretvej går fri af letbane-test

Letbanen holder de største overkørsler åbne, når signal, acceleration og bremseevne testes frem til efter sommerferien

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

Gloserne var ikke just rosenrøde, da nyheden om letbanens testkørsler ramte Facebook-gruppen 'Mårslet og Omegns Opslagstavle'.
“Aaarggghh!”
“Crap!”
“Kæft det er en joke!”
“Dårlig planlægning!”
Sådan lød nogle af de mange kommentarer til de fem opslag om emnet, der nåede at blive lavet.
Alt sammen skyldes dog en misforståelse. For godt nok skal Aarhus Letbane lave testkørsler mellem Tranbjerg, Mårslet og Malling, men Hørretvej går fri.
“Vi har kommunikeret uskarpt om, hvilke overskæringer, der bliver spærret, så jeg kan godt forstå, at folk har troet, at Hørretvej bliver spærret, men det er ikke tilfældet,“ lyder det fra Jens Velling fra Aarhus Letbanes presseafdeling.
Han forklarer, at testkørslen bliver delt i to, dels mellem Mårslet og Malling, dels mellem Mårslet og Tranbjerg. Der skal altså ikke køres over Hørretvej.
Derimod bliver Bedervej ved Vilhelmsborg lukket og overkørslen ved Nørrevænget Station i Tranbjerg ligeså.
Hvor lang tid, afspærringerne er nødvendige, er endnu ikke helt på plads.
Planen forudsætter da også, at Aarhus Kommune vender tomlen i vejret.
Aarhus Letbane opdaterer løbende sin hjemmeside, så snart der er nyt i sagen.
Er den uskarpe kommunikation noget, som I tager til efterretning?

Strækning er bedst til test

“Ja, det tager vi til os. Vi er virkelig kede af, at vi har foruroliget så mange borgere,” siger Jens Velling.
Testkørslerne er nødvendige, for at letbanen 23. september i år kan samle sine første officielle passagerer op.
Alle togene testes fra nu og hen over sommeren. Blandt andet skal man sikre, at togene spiller sammen med signalerne, samt at accelerations- og bremseevne virker. Sidstnævnte lægger man ud med i Malling.
“Det kan larme, så de nærmeste naboer bliver berørt,” siger Jens Velling.
Arbejdet vil typisk foregå fra klokken 8 til 22 på hverdage og fortsætter altså til efter sommerferien.
At det lige er på dette sted, togene bliver testet, skyldes, at strækningen har flest mulige lange, lige stræk, som er velegnede til accelerations- og bremsetest.

En glad brugsuddeler

Hos SuperBrugsen i Mårslet er brugsuddeler Troels Laursen glad for, at hovedfærdselsåren gennem Mårslet bliver holdt åben. “Det hilser jeg velkomment. Vi kunne jo se, hvor mange problemer det gav for den interne logistik, da der skulle separatkloakeres,” siger han og forklarer, at når det har været værst med lukningen af vejen mistede butikken 15 procent af omsætningen om ugen.
“Så jeg er rigtig glad både på mine egne vegne men bestemt også på alle børnefamiliernes vegne, som nu har nemmere ved at komme i skole og institution.”

Publiceret 24 May 2017 08:00

SENESTE TV