De 115 ungdomsboliger bygges i det farvede område ved Finlandsgade.
De 115 ungdomsboliger bygges i det farvede område ved Finlandsgade.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

115 nye ungdomsboliger på Katrinebjerg

Erhvervslejemål bliver til ungdomsboliger i Aarhus N

 

115 ungdomsboliger opført af Boligkontoret Århus er på vej på Katrinebjerg i Aarhus N, der i disse år forvandler sig fra et nedslidt industriområde til et moderne vidensmiljø med boliger, forskning, uddannelse og erhverv.

Den udvikling går nu ind i sin næste fase, når Boligkontoret Århus mandag 16. oktober begynder ombygningen af sin afdeling 21 på hjørnet af PaludanMüllers Vej/Finlandsgade og Jens Baggesens Vej til 115 nye ungdomsboliger.

Det bliver det første af Boligkontoret Århus' to nye projekter i området. Det andet projekt omfatter 131 familie- og ungdomsboliger på den nærliggende Hambro-grund.

”Det er altid glædeligt at sætte gang i et nyt ungdomsboligbyggeri i Aarhus. De er vigtigt, at vi får bygget flere billige boliger, så vi kan tilbyde de studerende en god bolig både i deres studieår, og når de efterfølgende stifter familie. De nye projekter på Katrinebjerg får samtidig en fantastisk og bynær placering i et område, som i disse år gennemgår en spændende forvandling,” siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

 

De nye ungdomsboliger er en del af en lang række nye almene boliger, der bygges i Aarhus i de kommende år. Aarhus Kommune har allerede givet tilsagn til knap 3.000 nye ungdomsboliger, mens der i projektet 'Hjem til Aarhus' gives tilsagn til 400 nye almene familieboliger om året frem mod 2020. 

LÆS OGSÅ: 349 nye boliger til studerende ved Godsbanen i Aarhus

Som et første led i omdannelsen skal de to boliger og seks erhvervslejemål, der i dag ligger på grunden, rives ned. Nedbrydningen starter mandag 16. oktober klokken 10 på hjørnet af Paludan-Müllers Vej og Finlandsgade.

Tæt på uddannelser

Med kun en kort gåtur til både IT Byen, Campus Katrinebjerg, Aarhus Universitet og den nye Journalisthøjskole kommer de 115 ungdomsboliger til at ligge i et uddannelsesmæssigt smørhul og med indkøbsmuligheder og midtbyen inden for cykelafstand.

De nye boliger bliver af høj arkitektonisk kvalitet og er bæredygtighedscertificeret, skriver kommunen i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Nyt kollegium på Randersvej med 119 lejligheder

Hos Boligkontoret Århus glæder man sig til at sætte gang i byggeriet, der skal stå som et vartegn for Katrinebjerg som en ny, levende bydel. 

”Det kommende byggeri skal sikre et levende ungdomsmiljø, der understøtter fællesskab og samvær. Vi kan endnu ikke afsløre, hvordan det kommer til at se ud, men vi tør godt love, at det bliver et unikt byggeri med en markant arkitektur og med fokus på bæredygtighed og bymæssighed,” siger Erik Frehr hos Boligkontoret Aarhus. 

Selve byggeriet begynder i marts 2018, og ungdomsboliger forventes at være klar til indflytning i december 2019. Boligbyggeriet på Hambrogrunden forventes også at gå i gang i foråret 2018. Disse boliger skal efter planen være klar til indflytning i starten af 2020.

 

Publiceret: 13. Oktober 2017 15:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt