Foto: Rigspolitiet

Tumult i lejlighed i Aarhus C: Rasende kvinde slog betjent på halsen

Tumult mellem beboer og gæster førte til vold mod politiet

Af
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi modtog i nat kl. 00.51 en anmeldelse om uro og tumult i en lejlighed i Aarhus C.

Da politiet kom frem, mødte de en 36-årig kvinde og en veninde til hende. De stod og råbte i opgangen.

"De havde været på besøg i lejligheden og var blevet uenige om noget, hvilket udløste noget tumult mellem beboeren og gæsterne," fortæller Jakob Christiansen, pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.

Den 36-årige kvinde og hendes veninde stod i opgangen og råbte ind i lejligheden, så politiet bad dem om at forlade stedet. Det nægtede de, og da betjentene bad om hendes navn, blev hun så sur, at hun slog ud efter den ene betjent.

"Hun bliver voldsom og slår med knyttet hånd, der rammer betjenten på skulder og hals. Han kom dog ikke noget til," fortæller pressemedarbejderen.

Derefter blev den 36-årige kvinde anholdt og sigtet for vold mod politiet.

Østjyllands Politi vil ikke oplyse, hvem der anmeldte episoden, og man vil ikke oplyse nærmere om gerningsstedet, end at det var en lejlighed i Aarhus C.

Publiceret 23 August 2019 16:16