Foto: Rigspolitiet

Politirapporten: 18-årig kørte ind i skiltevogn på motorvejen

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Færdsel

Torsdag kl. 22.32 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej ved Viby. En 18-årig kvindelig bilist ramte ind i en skiltevogn og kørte derefter fra stedet. Noget længere fremme på motorvejen holdt hun ind, da bilen havde flere skader. Her blev hun kontaktet af en patrulje, som sigtede hende for manglende agtpågivenhed og for ikke at efterkomme sine forpligtelser ved et færdselsuheld.

Færdsel

Torsdag kl. 08.46 blev en 32-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Haslegårdsvej i Hasle. I bilen fandt patruljen desuden en pose med narko og en foldekniv på 7 cm, hvorfor han også blev sigtet for besiddelse af narko og for overtrædelse af våbenloven.

Færdsel

Torsdag kl. 09.03 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Vestre Ringgade og Viborgvej i det vestlige Aarhus. En 62-årig kvindelig bilist kørte over for rødt lys og kørte derved sammen med en 26-årig mandlig bilist. Der var ikke umiddelbart nogen tilskadekomne ved uheldet. Den 62-årige kvinde blev sigtet for at køre over for rødt lys.

Færdsel

Torsdag kl. 18.07 blev en 22-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Skjoldhøjvej i Tilst.

Indbrud i private hjem i Aarhus Kommune

• På Jernaldervej i Holmstrup i Aarhus V begået torsdag d. 22/8 mellem kl. 9.45 og kl. 10.20

• På Rugmarken i Lystrup begået mellem onsdag d. 21/8 kl. 20.00 og torsdag d. 22/8 kl. 10.00

Patrulje stoppede butikstyv, da han hoppede over hegn

En patrulje fra Østjyllands Politi tog torsdag klokken 09.46 kontakt til en 50-årig mand, da de så ham hoppe over et hegn til en privat villa i Risskov. Der stod et vindue åbent i villaen, og kort tid efter hoppede manden tilbage over hegnet og ud af haven igen.

Manden viste sig at være i besiddelse af en plasticpose med blandt andet creme, barberblade, sokker, sko og honning, som var meldt stjålet fra en Kvickly i nærheden. Den 50-årige blev anholdt og sigtet for tyveri og forsøg på indbrud.

Truede forbipasserende med knytnæver

En patrulje kørte torsdag klokken 08.04 hurtigt til Paradisgade i Aarhus, da vi fik anmeldelse om, at en mand opførte sig truende overfor forbipasserende ved at knytte næver mod deres ansigt, lægge arme rundt om dem og spytte på parkerede biler.

Da patruljen ankom til stødet fandt de en 34-årig mand, der virkede påvirket. Manden blev anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Sigtet for at have narko, kniv og totenschlæger

En 19-årig mand viste sig at have en del på samvittigheden, da han torsdag kl. 21.00 blev standset af en patrulje på Grenåvej i Aarhus N. Da betjentene kiggede ind i bilen, lugtede det kraftigt af hash, og derfor blev en narkohund sat til at søge bilen igennem. Den fandt flere salgsposer med hash og skunk, og den 19-årige blev derfor anholdt.

Fundet af stofferne fik politiet til også at ransage mandens lejlighed. Her fandt betjentene salgsposer, digtalvægte og hashrester. Derfor blev den 19-årige sigtet for at ville sælge narko. Han fik også sigtelser for brud på våbenloven, da der også lå ulovlige knive og en totenschlæger i hans hjem.

jr

Publiceret 23 August 2019 16:46