Gravid kvinde blev overfaldet af tæskehold.

Gravid kvinde blev overfaldet af tæskehold. Modelfoto: Adobe Stock

Retsreportage: Slog gravid kvinde seks gange i solar plexus

24-årig kvinde erkender at have deltaget i gruppeoverfald på gravid kvinde, der skulle skræmmes til at foretage en abort

Af
Jeppe Rafn

Mandag blev en 24-årig kvinde fra Aarhus afhørt i retssagen om et brutalt gruppeoverfald på en gravid kvinde ved en sø i Brabrand. Otte personer står tiltalt for på forskellig vis at have planlagt og deltaget i overfaldet, som skulle få kvinden til at abortere sit otte uger gamle foster.

Den 24-årige kvinde var en del af tæskeholdet, som overfaldt den gravide kvinde med peberspray, slag og spark. Hun forklarede i retten, at hun er barndomsveninde med den 25-årige kvinde, som tidligere i retten har forklaret, at hun var blevet spurgt af en kammerat, om hun kunne samle et tæskehold, der skulle overfalde en kvinde, han havde gjort gravid.

Ifølge den 24-årige kvinde følte de fire kvinder på tæskeholdet sig presset til at deltage i overfaldet.

”Jeg ved, vi alle inderst ikke havde lyst, men vi ville ikke svigte M (barndomsveninden),” forklarede den 24-årige kvinde.

Tre slag i solar plexus

Hun blev om aftenen søndag 5. maj samlet op af de tre andre kvinder på en afkørsel ved Tilst.

”Vi kører til Skjoldhøjkollegiet og snakker på turen om, at vi skal ud og overfalde pigen. Vi kender hende ikke, men vi ved, hun er gravid, og hun skal skræmmes, så hun selv foretager en abort. Vi ved, hun ikke er alene, og vi får at vide, vi ikke skal slå pigen i den hvide trøje og pigen med tørklædet, der havde lokket hende derud og vidste, hvad der skulle ske,” fortalte den 24-årige kvinde i retten.

Ved kollegiet skiftede tæskeholdet og M’s medbragte hund over i en anden bil med to mænd på forsæderne, der skal køre kvinderne det sidste stykke til søen, hvor overfaldet skulle finde sted.

”M går hen og bruger sin peberspray i ansigtet på H (offeret). Hun løber væk, men jeg griber fat i hendes hætte og afleverer hende tilbage til M. Jeg kommer ind og giver hende tre mellemhårde slag i solar plexus. Jeg slår hende bevidst der, for jeg vil ikke røre hendes barn, og derfor er jeg fuldstændig bevidst om at slå i solar plexus for at undgå at skade fosteret,” forklarede den 24-årige kvinde i retten.

Et stort skuespil

Tre af kvinderne på tæskeholdet slog og sparkede på den gravide kvinde, mens den fjerde stod med hunden, som skulle ’skræmme’ offerets to veninder, der havde lokket hende ud til søen i Brabrand.

”Jeg mindes R og J (veninderne) havde gang i et stort skuespil, for at H (offeret) ikke skulle gennemskue, hvad der foregik. Jeg kan ikke huske alle detaljer, men mindes hun skriger, Gud skal beskytte hende, ” forklarede den 24-årige kvinde i retten.

På et tidspunkt kommer lokkeduerne over og beder hende om at stoppe overfaldet.

”Jeg tror, de har ondt i hjertet, og jeg opfatter det som om, de synes, hun har fået nok. Jeg går ind og tildeler hende tre slag mere i solar plexus, jeg kan ikke forklare hvorfor, det har ikke noget med abort at gøre, og så siger jeg stop.”

Anholdt efter tre uger

Fire af de otte tiltalte i sagen blev anholdt og varetægtsfængslet indenfor en uge efter overfaldet, mens den 24-årige kvinde og to andre blev anholdt og varetægtsfængslet efter yderligere et par uger. Den foreløbig sidste anholdelse og fængsling i sagen fandt sted 13. juni. Det var den 26-årige mands 24-årige lillebror, der ifølge de foreløbig to afhørte kvinders forklaring var chauffør i bilen, der kørte tæskeholdet ned til søen i Brabrand, hvor den gravide kvinde blev overfaldet.

Næste retsmøde i sagen finder sted fredag 30. august.

Publiceret 20 August 2019 18:58