Illustration: Lokalavisen

Højrenationalister slår til igen:

Nyt banner hængt på bro

Politiet har taget et banner ned fra en motorvejsbro ved Hornslet

Mandag eftermiddag blev Østjyllands Politi gjort opmærksom på, at der hang et stort banner ned fra en bro på Kirkeholtvej ved Hornslet.

Det sker, efter der onsdag i sidste uge blev hængt seks bannere op på flere motorvejsbroer ved Aarhus og Randers.

Alle havde ifølge politiet højrenationalistiske budskaber (et enkelt sågar et hagekors), og det var også tilfældet med banneret ved Hornslet.

Østjyllands Politi fortæller til Lokalavisen, at der på banneret stod "Masseindvandring = folkemord".

"Vi går ud fra, at det er samme gruppe, der igen har været på spil, og vi er i gang med at undersøge, hvem der kan stå bag," siger Jakob Christiansen, kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi.

Ifølge ham er selve budskaberne på de omtalte bannere ikke ulovlige.

"Vores vurdering er, at budskaberne ikke er ulovlige, men de er til gene for trafikafviklingen, og derfor tager vi dem ned. Uanset budskabet så må man ikke bare hænge bannere op på en bro," lyder det fra politiet.

dp

Publiceret 13 August 2019 13:10

SENESTE TV