Foto:

Foto: Adobe Stock

Politirapporten:

33-årig polak anholdt, dømt og udvist samme dag

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Der gik blot otte timer, så var en 33-årig polsk mand blevet anholdt, idømt 30 dages fængsel og udvist af Danmark.

Årsagen var, at polakken havde begået indbrud i en varebil.

Det var en opmærksom ung mand, der i første omgang ledte politiet på sporet af den 33-årige. Natten til mandag klokken 03.15 bemærkede han en mistænkelig bil holde på Gammel Stillingvej i Harlev.

Da han også så en diverse værktøj ligge i græsset ved siden af, besluttede han at ringe til politiet, og det viste sig at være en god idé.

En hundepatrulje opdagede, at nogen havde brudt ind i en varebil på stedet, og at der manglede nogle kasser med værktøj. Gerningsmanden var dog ikke i nærheden. Derfor blev hunden sat til at lede efter spor, og den fik hurtigt færten.

I et buskads i nærheden fandt den noget af det stjålne værktøj, og den viste vej hen over en mark, hvor den fandt flere tyvekoster. Ved Stillingvej snusede den sig frem til yderligere spor, inden den til sidst ledte hundeføreren ind i en privat have.

Her dukkede en mand pludseligt frem fra en busk og begyndte at løbe fra stedet. Han var dog ikke hurtigere end politihunden, der indhentede ham og holdt ham i skak, indtil betjenten nåede frem.

Den undløbne mand viste sig at være en 33-årig mand fra Polen. Han blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør senere søndag. Her erkendte han forholdet og fik en straksdom på 30 dage, som han nu skal afsone med det samme. Derudover blev han udvist af landet med indrejseforbud i seks år.

Gemte kokain i bilen og gav falsk navn

En 19-årig mand blev natten til mandag kl. 01.35 anholdt og sigtet for at have forsøgt at sælge narko. En patrulje fik mistanke til manden, der sad i sin bil på Søndre Ringgade i Aarhus. Da betjentene ransagede bilen, fandt de flere salgsposer med kokain gemt bag en loftslampe. Han blev sigtet og anholdt på stedet. I første omgang opgav den 19-årige falsk navn, men det blev opdaget og kostede ham endnu en sigtelse.

Færdsel

Søndag kl. 14.15 skete der et færdselsuheld i krydset Kongevejen/Marselisborg Grønnevej i Aarhus. En bilist kørte ifølge vidner ud i krydset for ubetinget vigepligt, hvor han ramte ind i en anden bil. Der skete kun lettere materiel skade ved uheldet. Bilisten stak efterfølgende af fra uheldet uden at give sig til kende.

Søndag kl. 21.10 blev en 29-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Paludan-Müllers Vej i Aarhus N.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Aarhus:

• På Kantorparken i Risskov begået mellem lørdag d. 10/8 kl. 7.00 og søndag d. 11/8 kl. 6.30

Publiceret 12 August 2019 16:12

SENESTE TV